De 2 østjydske bryggerier Randers Bryghus A/S og Raasted Bryghus A/S har efter måneders forhandlinger pr. 15. september 2011 valgt at fusionere de 2 selskaber for at stå stærkere i den fremtidige udvikling på det danske ølmarked og støtte op om udviklingen af de 2 brands lokalt, nationalt og internationalt.
”Det lokale vil altid være det vigtigste. Vi ønsker at øge vores synlighed – at samarbejde med idrætsforeningerne og levere øl til kulturelle arrangementer. Til både hverdag og fest bør de lokale bryggerier være meget mere med end vi er i dag” fortæller salgsdirektør Martin Jensen.
De to bryggerier komplementerer hinanden godt, da Randers Bryghus har erfaring indenfor afsætning af flaskeøl til detailhandlen, og Raasted Bryghus er specielt stærk på salg af fadøl til restaurationer og til eksport. En stadig større del af bryggeriernes produkter afsættes lokalt, og netop denne del ønsker begge bryggerier at udbygge markant.
De store bryggerier kan stadig tryne de små, men i takt med at de selv lukker bryggerierne og centraliserer både produktion og administration langt væk fra de oprindelige lokale områder, bør vi have mulighed for at gøre os gældende – specielt hvis vi sammen kan producere mere godt øl. En sammenlægning og udvidelse af produktionskapaciteten vil gøre os i stand til at tage kampen op med de store om det lokale marked.” fortæller produktionsdirektør Stefan Kappel.
“Og samtidig er det jo værd at huske på, at når du drikker det lokale øl, er du med til at støtte lokale arbejdspladser og det lokale initiativ. Hvorfor drikke kedeligt og kønsløst øl, når udvalget af lokalt produceret kvalitetsøl er så godt?” supplerer Martin Jensen.
Tiderne har været svære for Danmarks mikrobryggerier, og mange er bukket under for krisen. Stigende råvare- og energipriser sammenholdt med generel økonomisk afmatning har betydet svære vilkår.
“Skal vi små bryggerier klare os i kampen om kunderne, er vi nødt til at tænke optimering af hele virksomheden. Hvad er så bedre end at udnytte et allerede eksisterende produktionsanlæg fuldt ud og få alle synergierne med ved at være under samme tag? ” siger Martin Jensen.