Der har i weekenden været flere voldssager i nattelivet i Grenå.Lokalpolitiet fortæller om flere sager fra Lillegade, hvor der blandt andet var et overfald klokken kvart i et natten til søndag. En 19-årig mand blev overfaldet af fire gerningsmænd med slag og spark, mens han lå ned. En jævnaldrende kvinde blev trukket i håret og slået flere gange i ansigtet af een af overfaldsmændene. Fredag aften blev en 13-årig dreng antastet af en ung mand, da han fulgte sin kæreste til toget i Grenå. Den 13-årige fik en skalle, og i den sag har politiet i dag sigtet en 17-årig ung mand fra Grenå.