Hvert år dukker nye fund og uventede spor fra fortiden op af den danske muld eller fra havets bund. Fundene kommer oftest frem ved udgravninger i forbindelse med bygge- og anlægsarbejde. Men skattene kan også fravristes fortiden ved et lykke- eller detektortræf, hvor ”arkæologiske detektiver”, fritidsarkæologer og museumsfolk sammen går de nypløjede marker igennem.Landets museer og Kulturstyrelsen har traditionen tro valgt ti særligt interessante fund fra året, der gik. Og her er Randers med på listen med historien om de sjældne mønter fra nonneklosteret Chelles i Frankrig fundet både i Randers og Sorø.Frankiske mønter fra Karl den Store (768-814) findes sjældent i Danmark. Så stor var glæden, da der for knap et år siden dukkede en op på en mark i Stavnsager ved Randers. Den heldige finder var Ove Madsen. Han har med sin detektor i mange år undersøgt dette sted, hvor der i vikingetiden boede en stormand. Den lille sølvmønt var præget i nonneklostret i Chelles lidt øst for Paris. Hidtil var der i hele Europa kun kendt to eksemplarer af denne mønt. Men for ganske nyligt fandt Jørgen Gdowski endnu en med detektor i nærheden af Fjenneslev ved Sorø! Så nu kendes fire eksemplarer – og takket være fritidsarkæologernes ferme brug af metaldetektorer findes halvdelen af dem i Danmark.