Randers FC leverede en god indsats i gårsdagens træningskamp på udebane mod OB, men måtte alligevel se fynboerne hive en kneben 1-0 sejr hjem. Udbyttet af træningskampen overskygges dog af, at Randers FCs nye islandske midtbanespiller Elmar Bjarnason måtte bæres fra banen midt i anden halvleg, med hvad der kan være en alvorlig knæskade. De nærmere omstændigheder kan dog først klarlægges, når islændingen kommer til nærmere undersøgelse så snart hævelsen har fortaget sig. Hjemmeholdet lagde klart bedst ud, men Randers FC kom efter 20 minutter godt med i halvlegen, der dog ikke resulterede i scoringer.Tre minutter inde i anden halvleg havde Randers FC svært ved at få clearet bolden efter et hjørnespark, og bolden havnede til sidst hos OBs Andreas Johanson, der resolut sparkede den i kassen fra kanten af straffesparksfeltet.