Anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi har fået et rap over fingrene af Vestre Landsret. I forbindelse med en narkosag fra Randers gav anklagemyndigheden forkerte oplysninger, der blandt andet betød, at forsvarerne ikke fik adgang til alt politiets materiale. I marts blev tre mænd ved Retten i Randers dømt i sagen om 2,5 kilo kokain. En fik tre år, mens de to andre blev idømt hver seks års fængsel. Mændene ankede dommen til landsretten, som ifølge Ritzau højst usædvanligt har ophævet byrettens dom og forlangt mændene løsladt. Det er nu op til anklagemyndigheden, om man vil forsøge at få sagen for retten igen.