I går meddelte Aarhus Lufthavn, at man efter gensidig overenskomst – som det hedder – har taget afsked med lufthavnens direktør gennem 15 år Ole Paaske. I dag løfter Aarhus Stiftstidende så lidt af sløret for, hvad lufthavnen fremover vil satse på. Ifølge bladet er lufthavnen i samarbejde med Ryan Air langt fremme i forhandlingerne om, at flyve jyske passagerer til en stor international lufthavn med et vidt forgrenet rutenet i Mellemeuropa. Der gættes på enten Frankfurt eller Amsterdam. Dermed vil Aarhus Lufthavn gøre op med mange års tæt samarbejde med Københavns Lufthavn og SAS.