Flere kommuner rundt om i Danmark er i denne tid i færd med at sikre lærerne i folkeskolen ordentlige arbejdsvilkår efter KL’s lockout og det efterfølgende regeringsindgreb i konflikten. Bare ikke i Randers.Elever, forældre og lærerne blev uforvarende taget som gidsler i en konflikt, der ene og alene havde et mål: at banke lærerne på plads! Velfærdslisten forsøgte under lockouten og igen på det netop afholdte byrådsmøde at imødekomme lærernes ganske rimelige krav og forventning om dialog og samarbejde – begge gange blev forslaget stemt massivt ned af det nuværende byråd med Socialdemokraterne i spidsen.Hvordan man som ansvarligt parti – med rod i fagbevægelsen – kan støtte op om et regeringsindgreb uden reel forhandling, er mig ubegribeligt. Når man samtidig afviser alle forslag om en lokal aftale – endda bare muligheden for at undersøge muligheden for en sådan, ophører al sund fornuft. Hvor er begreberne solidaritet, lighed og lignende paroler, der er kerneelementer i den fagbevægelse, man bryster sig af at repræsentere?Byrådet er arbejdsgivere for de ansatte i kommunen – herunder lærerne. Byrådet har en forpligtigelse til at sikre ordentlige arbejdsvilkår for de ansatte. Man kan som udgangspunkt have den ene eller den anden holdning til fordelingen af lærernes arbejdstid, men det er indiskutabelt, at tilfredse medarbejdere leverer den bedste vare: en god undervisning af vores børn. Lige nu står man i Randers Kommune med et meget stort antal lærere, der føler sig kørt over – ikke bare en eller to gange, men tre gange! Først af KL og regeringen, dernæst af byrådet i april, og i mandags valgte byrådsflertallet atter at tromle henover lærerne. Lærere, som hver dag stræber imod et højt uddannelsesniveau for folkeskolens elever. En personalegruppe, som med de midler, der nu en gang er til rådighed, forbereder, gennemfører og evaluerer undervisning efter de krav, der er opstillet. Og så behandler vi dem sådan? Jeg har hørt enkelte skingre socialdemokratiske stemmer råbe ”valgflæsk” efter Velfærdslistens forslag i byrådet i mandags… Nej! Det er ikke valgflæsk eller tomme løfter! Det er det socialdemokratiske angreb, der er en tom afledningsmanøvre fra at diskutere politik!Vi stillede os bag lærerne i april, vi gjorde det i mandags, og vi bakker fortsat op om lærerne – også efter 1. januar. Vi vil sikre ordentlige arbejdsvilkår for lærerne, fordi vi tror på, at ordentlig undervisning kræver glade lærere og ordentlig forberedelse – og jeg må konstatere, at der er nogle i byrådet, som ikke er ordentlig forberedte.Claus KrogsholtByrådskandidat for VelfærdslistenDronningborg Boulevard 268930 Randers NØ