330 kroner om året for en familie med et gennemsnitligt vandforbrug. Så meget kommer kunderne hos Verdo Vand fra 1. juli til at spare på vandregningen, når prisen per kubikmeter vand falder med 17 procent. Effektiv drift gennem en årrække  er årsagen til prisnedsættelsen, der samtidig gør drikkevandsprisen i Randers og omegn til én af Danmarks billigste
 
Verdo Vand i Randers er kåret som et af Danmarks mest effektive vandselskaber. Den effektivitet kommer nu kunderne til gode i form af lavere drikkevandspriser.
“Der skal være balance mellem prisen på at levere drikkevand samt vedligeholde ledningsnettet og den pris, som kunderne betaler. Vi er gode til at minimere vores omkostninger, og effektiviteten betyder, at vi sænker prisen pr. kubikmeter vand, som kunderne bruger”, siger Jesper S. Sahl, der er divisionsdirektør hos Verdo Forsyning.  
Udover selve vandforbruget består kundernes vandregning også af et fast abonnement og moms samt afgifter, der går til at beskytte miljøet og rense spildevandet. De dele af regningen er ikke omfattet af prisnedsættelsen.
 
Blandt de billigste af de største
Sammenlignet med de 220 største drikkevandsselskaber i Danmark, bliver Verdo Vand blandt de 10 procent billigste. Den nye placering er ikke et mål i sig selv, men det glæder naturligvis Jesper S. Sahl.
“Vi er stolte af, at vi giver kunderne hos Verdo Vand en sikker forsyning, drikkevand i den rigtige kvalitet og til en fornuftig pris. Vores høje effektivitet er en positiv spiral, der betyder, at vi kan bruge vores kræfter på at styrke vandforsyningen de rigtige steder”, siger han.