De Randersborgere, der bliver forsynet af vandværket ved Oust Mølle, kan se frem til mere bæredygtigt drikkevand. Vandværkets nyetablerede solceller skal nemlig gøre produktionen af drikkevand mere CO2-neutral  
 
Efter Vilstrup Vandværk sidste år fik etableret solceller, var turen kommet til vandværket ved Oust Mølle, hvor Verdo har etableret et solcelleanlæg på kildepladsen. Anlægget skal levere solenergi til produktionen af drikkevand på værket. Strømmen bruges blandt andet til at pumpe vand op fra undergrunden, behandle det og bringe rent drikkevand ud til hustande og virksomheder i området.
 
Danmarks grønneste vandforsyning
Verdos vision er at skabe grøn energi, og heri ligger blandt andet et ambitiøst mål om at blive Danmarks grønneste vandforsyning. Et af midlerne er at bruge strøm fra vedvarende energikilder, i dette tilfælde solceller. Grundtanken med projektet er at erstatte en del af det traditionelle elforbrug med strøm produceret lokalt ved hjælp af vedvarende energi.
“Investeringen i solcelleanlæg er bestemt et skridt i den rigtige retning i forhold til vores målsætning om at blive den grønneste vandforsyning i Danmark. Etableringen af anlægget er gået planmæssigt, så nu ser vi frem til en grønnere produktion”, forklarer Vandforsyningschef, Peter Nordahn, fra Verdo.
 
Kunderne kommer ikke til at mærke forskel
Solcelleanlægget ved Oust Mølle er på ca. 180 m2 med en maksydelse på 36 kW. Det vurderes derfor, at anlægget kan dække ca. 15-20 procent af det årlige elforbrug på vandværket.
Kunderne i området vil ikke bemærke skiftet til den grønnere strøm, når de fremover tænder for hanerne – heller ikke hvis solen skulle svigte. Verdo forsikrer nemlig, at selvom vandværket anvender solenergi, så vil der stadig være rent vand, når solen ikke skinner.
“Forsyningssikkerheden opretholdes med en god elforsyning udefra, når solen ikke skinner nok. Vi har samtidig et nødstrømsanlæg, som tager over, hvis elforsyningen svigter”, fastslår Peter Nordahn.
Derudover kommer vandværket til at bruge al den strøm, solcellerne producerer, og man undgår altså spildproduktion.