Lisbeth Zorning Andersen, der er tidligere formand for Børnerådet, debattør og forfatter, holder foredrag torsdag 8. oktober på Randers Bibliotek. Det sker som led i Sindets Dage, der i løbet af september og oktober byder på mange oplæg og workshop om mental sundhed.
 
Der bliver mulighed for at høre den kendte debattør og forfatter Lisbeth Zorning Andersen, når Sindets Dag bliver afholdt på Randers Bibliotek torsdag 8. oktober.
Sindets Dag bliver hvert år markeret i hele verden af World Federation for Mental Health. I Randers byder dagen – foruden foredrag med Lisbeth Zorning Andersen – på forskellige oplæg og workshop om mental sundhed. Det vil være muligt at høre livsfortælling, og hele dagen vil der være udstillinger og forskellige informationsboder.
 
Sindets Dag er en invitation til alle borgere
I Randers er der et tæt samarbejde mellem frivillige foreninger og Randers Kommune på psykiatri- og sundhedsområdet. Ønsket med Sindets Dag er at invitere alle borgere til at se, hvad der findes af tilbud hos de forskellige foreninger og i Randers Kommune. Også de borgere, der ikke til daglig bruger og kender tilbuddene.
Der er arrangementer både på selve Sindets Dag 8. oktober og på andre dage i oktober. Blandt andet kan man 30. september opleve vejrværten og geologen Anja Fonseca fortælle om sin alvorlige spiseforstyrrelse.
 
Hvordan får vi flere mønsterbryderbørn?
Når Lisbeth Zorning Andersen gæster Randers Bibliotek handler det om, hvad man kan gøre for, at vi får flere mønsterbryderbørn. Lisbeth Zorning Andersen, der selv har haft en barndom med omsorgssvigt og misbrug, fortæller om det vellykkede mønsterbrud og hvad der skal til.
Foredraget tager udgangspunkt i en ny rapport fra Huset Zornig om et Mønsterbryderprogram og en kommende debatbog om supermønsterbrydere – “Underdanmarks Jægersoldater” – hvor 10 mennesker fortæller om, hvordan de tog sig fra bunden af samfundet til toppen.