Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi har nu besluttet at rejse tiltale mod den 30-årige mand, der solgte de ulovlige krysantemum-bomber, der kostede tre mænd livet nytårsaften sidste år. To af mændene blev dræbt, da de affyrede det ulovlige og farlige fyrværkeri i Skjellerup mellem Mariager og Hobro, og den tredje mistede livet af samme grund i Assens. Tiltalerne mod den 30-årige mand omhandler uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse og fareforvoldelse og endelig for overtrædelse af fyrværkeriloven.