Lejlighederne i collegebygningen ved Arena Randers er ikke længere forbeholdt unge eliteidrætsudøvere.
 
Tidligere var det udelukkende unge eliteidrætsudøvere, der kunne bo i collegebygningen i Randers, men sådan er det ikke mere.
Nu er det muligt for alle idrætsinteresserede unge – mellem 15 og 20 år – at leje en lille lejlighed. Interesserede inviteres til et åbent hus arrangement på mandag den 11. januar. 
 “Vi har fået en unik mulighed for at udleje værelser på en enkelt etage. Uden krav om, at man skal være superelitær med sin sport,” siger collegeleder Christian Møller. “Med andre ord søger vi unge mennesker, der kan se det fantastiske i at bo og færdes i et aktivt idrætsmiljø med baner og haller i nærheden og samtidig have fri adgang til det store motionscenter i kælderen.”
Collegebygningen har den perfekte beliggenhed ved Arena Randers og tæt ved byens mange sportsanlæg. Lejlighederne har eget værelse, fælles entre, køkken med spiseplads og bad og er udstyret med moderne møbler, TV, trådløst internet, m.m. Værelserne er placeret således, at to unge deler en lejlighed, men har hvert sit værelse. Det er kun fælleskøkken og bad, man skal dele med sin room-mate.
 
Seriøs idræt og
uddannelseshus
 
“At bo i collegebygningen er en enestående mulighed for at komme tæt på kommunens spændende eliteidrætmiljø. En inspirerende oplevelse for unge mennesker, der er interesseret i idræt. De kommende beboere – som vi glæder os til at se den 11. januar fra 16.30 til 18.00 – indgår på lige vilkår med de nuværende elever i det sociale liv i huset,” siger elitechef i Randers kommune Morten Arvidsson.
 “Vi har inviteret unge fra byens foreninger, ligesom vi har været rundt på gymnasier og øvrige ungdomsuddannelser i byen. Vi forventer således at kunne tiltrække potentielle beboere, der er aktive og engagerede og kan se sig selv som en del af et seriøst idræt og uddannelseshus”, siger elitechefen
Huslejen er 2.650 kr. pr. måned plus forbrug. Beløbet er inklusiv trådløst internet og adgang til motionscenter. Der vil blive opkrævet et depositum/indskud på seks måneders leje.  Endvidere tilbydes en madordning til 600 kr. pr. måned. Madordningen består af varm aftensmad i Arena Randers’ restaurant.