Randers Regnskov og WWF Verdensnaturfondens PandaClub inviterer 7. februar til fastelavnsfest. Børn i alle aldre har mulighed for at komme og slå et kæmpemæssigt slag for naturen. Slaget skal slås for at gøre opmærksom på de udfordringer, som naturen stilles overfor i takt med menneskets stadigt større indtog og rovdrift på den
 
Omdrejningspunktet for dagen er, at børnene, ved at slå et slag for naturen, kan blive naturkonger og dronninger og ’befri’ (artist)dyrene, så de kan vende tilbage til naturen. Tønderne vil være pyntet med dyrenes natur, således at skildpaddens tønde er pyntet med tang, pandaens med bambus, jaguarens med blade og gorillaens med træ. Slaget bliver dermed en erklæring til dyrene om, at børnene – og deres familier – vil blive bedre til at passe på naturen.  
 
En sand naturven
Da midtjyske Janni fik datteren Michaela for fire år siden, var det meget naturligt, at hun skulle være en del af WWF, når hun blev stor nok. I fire års fødselsdagsgave sidste år fik hun et medlemskab til PandaClub, og nu til fastelavn 7. februar skal medlemskortet så prøves for første gang, når Michaela sammen med mor, mormor og morfar tager til PandaClub event i Randers Regnskov, hvor de skal slå et slag for naturen. 
Udklædningen er på plads. Michaela var ikke i tvivl om, hvad hun vil klædes ud som til fastelavn, da mor Janni spurgte hende: løve. I familien har de talt om, at løven også er en af de arter, som WWF gerne vil redde. Gennem de sidste 35 år er løvebestanden faldet fra 75.000 til 30-20.000 løver. En af årsagerne til bestandens tilbagegang er jagten på løverne, fordi man i Asien mener, at knoglerne giver styrke.  
 
Tricking for en god sag
Nikolaj Smed Vels Jensen er en del af performanceteamet True Tricks, som ofte underholder til events og på festivaler sammen med WWF Verdensnaturfondens PandaClub. Han er med i Randers regnskov, når der slås et slag for naturen 7. februar.
Tricking er en ny undergrundssport, der går ud på at udfolde sig fysisk ved at sammensætte forskellige spring, spark, skruer og saltoer. Om Tricking forklarer Nikolaj, at bevægelserne og de akrobatiske tricks ser dyriske ud, og derfor er sporten ideel til formidling af WWFs budskaber.
”I sommers var jeg gorilla på Skanderborg festivalen sammen med WWF, og det var en rigtig god og sjov måde at komme ud med sagen”.
I Randers til fastelavn er Nikolaj denne gang skildpadde.