Randers Kommunes plan om at Hornbæk SF skal flytte fra Overvænget til firmasporten på Gl. Viborgvej bliver nu sendt i offentlig høring i otte uger. Det er tanken at klubbens baner skal omdannes til boligformål, hvilket vurderes at kunne give en indtægt på cirka 22 millioner kroner. Det er planen at samle alle idrætsanlæg i bydelen ved firmasporten, hvor der måske på sigt også kan opføres en ny hal. Det giver bedre muligheder for de idrætsudøvende og mindsker trafikmængden i den gamle del af Over Hornbæk by. Desuden er der et ønske om en privat udstykning til boliger vest for Kjølvejen.