Læge og ph.d.-studerende Christine Rohr Thomsen har modtaget 986.000 kr. til forskning i for tidlige fødsler
 
Det er ofte svært at forklare, hvorfor nogle kvinder føder for tidligt. Det vil Christine Rohr Thomsen gerne være med til at ændre på. Derfor har hun søgt og fået knap en million kroner fra Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond. Pengene skal gå til udviklingen af en metode til at forudsige, hvilke kvinder der har øget risiko for at føde for tidligt.
“Forskningsprojektet skal give større viden om, hvordan man måler elasticiteten i livmoderhalsen. Hvis man kender elasticiteten i den enkelte kvindes livmoderhals, kan det være en indikator på, om en gravid kvinde har risiko for at føde for tidligt på grund af en løs livmoderhals, eller om hun har en øget risiko for en kompliceret fødsel på grund af en stram livmoderhals. Derfor ønsker vi at udvikle et apparatur til at måle elasticiteten i livmoderhalsen, fortæller Christine Rohr Thomsen fra Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Regionshospitalet Randers.
Projektet er et samarbejde mellem Regionshospitalet Randers og Aarhus Universitetshospital. Ligeledes deltager en række eksterne samarbejdspartnere – bl.a. det verdensberømte MIT (Massachusetts Institute of Technology) i Boston, der skal være med til at udvikle måleapparatet.