Afnoteringen af Mols-Liniens aktier fra børsen trækker nu tråde ind på Christiansborg, hvor Folketingets erhvervsudvalg har stillet en række spørgsmål om sagen til erhvervs- og vækstministeren. Udvalget beder ifølge Ritzau blandt andet ministeren forholde sig til, om beskyttelsen af mindretalsaktionærer er tilstrækkelig, og om han mener, at lovgivningen tolkes til fordel for de største aktionærer. Mols-Linien, hvis aktier i mange år har kunnet handles på børsen, har efter planen sidste handelsdag 21. april, efter at kapitalfonden Polaris har købt knap 80 procent af selskabet.