I Paderup bor en lille gruppe af unge med helt særlige udfordringer – de har en psykisk diagnose. De har indtil sygdommene brød ud haft såkaldte normale tilværelser med uddannelse og job. Men så blev alt smadret og nu forsøger de at genrejse sig med hjælp fra personalet på Paderuphus
 
Bag hver dør på Paderuphus gemmer sig en skæbne. En skæbne hvor unge mennesker har lidt et stort nederlag i livet – en skæbne som forsøger at rejse sig igen – og med hjælp fra personalet ser det ud til at nok at skulle lykkes – i hver fald for de tre Din Avis har besøgt på bostedet.
Ved bordet sidder Mathias på 25 år, Anne (der ønsker at være anonym og derfor her har et fiktivt navn) på 26 år og Mette på 29 år. Fælles for de tre er, at de har fået diagnosen skizofreni. En diagnose der blev stillet efter sygdommen ramte dem midt i deres bedste år. Lige midt i de år, hvor livet skal leves og grundstenene for den videre tilværelse lægges. I disse år opbygger man normalt venskaber, der skal holde resten af livet, man uddanner sig og man får job. Men for disse tre unge har livet budt på helt andre vilkår.
Anne har forsøgt at tage en uddannelse og boede i egen lejlighed. Men så begyndte hun at få det skidt.
“Det gik ikke så godt, jeg begyndte at høre stemmer og fik diagnosen skizofreni”, fortæller hun.
Foruden sygdommen har hun også en spiseforstyrrelse og da stemmerne i hovedet tog over havde hun brug for hjælp. Hun havde ellers et aktivt liv, men pludselig begyndte hverdagen at virke helt uoverskueligt og hun fik det dårligt. Hun måtte droppe det almindelige ungdomsliv og flyttede for tre år siden ind i Paderuphus, hvor hun får den hjælp og støtte i hverdagen, der er nødvendig.
Mette har taget en uddannelse. Hun er social- og sundhedshjælper, men derefter gik det galt. Hun tog stoffer og udviklede også skizofreni. Det resulterede i, at hun fuldstændig mistede overblikket i hverdagen med venner og uddannelse og hun måtte søge hjælp. Hun har nu boet på Paderuphus i fem år.
“Hverdagen blev efterhånden så uoverskueligt, så bare det at vaske en kop op kunne jeg slet ikke overskue. Her får jeg hjælp og støtte og det går rigtig meget fremad”, fortæller hun.
Også Mathias udviklede sygdommen efter et stofmisbrug. Han boede i egen lejlighed, men blev indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor han tilbragte seks måneder med at ligge og stirre op i loftet.
“Der skete ikke en skid, og så var der nogle, der foreslog, at jeg kunne komme herud og få hjælp og støtte”, fortæller han.
Det første halve år herude brugte han også på at ligge og stirre op i loftet, men de sidste tre måneder har tingene taget fart for den unge mand. Han er begyndt at stå for madlavningen på stedet og har en drøm om at arbejde med enten mad eller med computere i fremtiden.
 
Støtte til hverdagen
Det kan være svært at klar en helt almindelig hverdag, og det er også derfor man har tilbuddet om at bo på bostedet Paderuphus. Her kan de unge være sammen med andre unge i alderen 18-30 år. Her bor 12 permanent og én i akut bolig. Her foretager de unge sig ting sammen med hinanden, ting som andre i såkaldte normale tilværelser foretager sig. Her spilles spil, ses fjernsyn og her hygger man med at gå i biografen eller blot en gåtur i det fri. Kort sagt her hiver de op i én og støtter i det de unge gerne vil.
Og det er effektivt. Mathias fortæller.
“Jeg er kommet tilbage 80 procent til den gamle Mathias, jeg var før. Jeg har skrottet alle mine gamle venner, der alle tog stoffer, og jeg har fået en kæreste. Jeg er klar til at møde fremtiden og kan se, at jeg nok godt kan komme ud og arbejde i fremtiden”, fortæller han.
Han har fået mange venner på bostedet, venner der ligesom ham selv ved, hvad det vil sige at have en psykisk diagnose. Han skal i nærmeste fremtid en tur på jobcentret og håber, at de vil sende ham i praktik med enten mad eller computere.
“Hvis det ikke havde været for det her sted, var jeg aldrig kommet videre. Jeg havde jeg stadig ligget i sengen et eller andet sted”, siger han med overbevisning i stemmen.
Han tager stadig medicin – det samme gør Mette. Men Anne holdt med medicinen for et år siden.
“Jeg er kommet ud af den osteklokke, som jeg befandt mig i efter ti år. Og det er blandt andet fordi jeg har en kontaktperson på lokalpsykiatrisk afdeling. Og så at jeg bor herude. Her får jeg lavet en månedsplan jeg kan holde mig til og derved får jeg overskud til også at foretage mig andre ting som for eksempel at gå ture”, fortæller hun.
Hun undskylder, da hun må forlade interviewet. Hun har masser at se til og må videre i dagens program.
Mette har anskaffet sig en lille hund. Den er seks måneder får hende ud at går ture og giver hende kærlighed i hverdagen. Og hun er netop begyndt at gå til hundetræning.
Og de er alle glade for at bo på Paderuophus, men er godt klar over at det kun er en overgang. De håber at de i fremtiden vil kunne klare sig selv, eller eventuelt komme til at bo i bofællesskab med andre i lignende situation, så man stadig kan få støtten i hverdagen. Men fælles for de tre er, at de ikke ser andre udover familie og nogle få venner. Og det mener Henriette Bjørn, der i øjeblikket er i praktik som social- og sundhedsassistent er medierne skyld.
“Du hører altid kun, når det går galt for de psykisk syge. Når de gør skade på andre. Du hører aldrig om succeshistorierne, som de tre her kan fortælle. Og det mærker jeg også blandt mine medstuderende og hos familien. De var alle nervøse for at jeg skulle herud i praktik, og pas nu på dig selv, blev der sagt. Men det er jo ganske almindelige unge mennesker, der ønsker at leve et normalt liv, Og det synes jeg man skal være åben overfor. For får de støtten i hverdagen og det sociale liv holdes ved lige, kan de sagtens fungere. Det fortjener alle unge. De er jo bare som dig og mig”, siger hun.
Derfor er der arrangeret en gallafest 21. april, for at de unge også skal have mulighed for at være inviteret til fest og føle sig som en helt almindelig ung.