Der er fuld fart på at skabe optimale forhold omkring det kommende boligområde i Munkdrup. På mødet i går har Randers Byråd således afsat godt 12 millioner kroner til at etablere en ny adgangsvej og en støjvold langs E45 i området. Forbedringerne er nødvendige blandt andet, fordi den nuværende adgangsvej til boligområdet, nemlig Munkdrupvej, er nedslidt og meget smal. Samtidig er motorvej E45 en væsentlig støjkilde i området.