På tværs af landet bygges nye sygehuse, men de udgør kun en femtedel af det samlede sygehusareal i Danmark. De resterende sygehuse kræver vedligehold og moderniseringer, men de seneste år er der blevet færre og færre midler til området. Siden 2007 har regionernes budget til at investere i fysiske rammer samt it og apparatur på landets sygehuse ligget på gennemsnitligt 3,6 milliarder kroner. Men i år er den såkaldte anlægsramme på 2,3 milliarder. Alene i Region Midtjylland er der fire sygehuse, der ikke fornyes på grund af nybyggerier.