To mænd på henholdsvis 42 og 35 år, begge fra Randers, fremstilles i dag i grundlovsforhør ved retten i Randers, sigtet for groft hæleri. Ifølge sigtelsen har de to solgt hælervarer for et millionbeløb. De blev anholdt i går formiddag i en større planlagt aktion i Randers, hvor der i alt blev anholdt syv personer. De fem øvrige anholdte er stadig sigtet for groft hæleri, men er løsladt efter afhøring. Anklagemyndigheden vil begære grundlovsforhøret afholdt for lukkede døre, og derfor ønsker man ikke at komme med yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.