Masser af presseopmærksomhed, tv-indslag om Jonas Borring og Christian Keller, om træner Colin Todd og den engelske træners forhold til ledelsen i Randers FC og hans fremtid i Randers fyldte meget inden søndagens udekamp mod OB.
Medierne antyder uro i kulisserne og meldte endda om krigserklæring fra Todd til ledelsen, men man må lade den gæve mr. Todd, at han tog det hele med oprejst pande og fatning.
Og lukkede munden på alle ved at sætte et hold, der fortjent vandt 1-0 på mål af Mikael Ishak og fik forårets første sejr – i femte forsøg. Og samtidig tilføjede fynboerne forårets første nederlag efter tre sejre og én uafgjort kamp i de første fire runder.
Det var et Randers FC-hold og trup helt uden Mads Agesen, der i startopstillingen var erstattet af Jeppe Tverskov og med Mustafa Amini på bænken og overraskende – men succesfyldt – Joel Allansson med centralt fra første fløjt.
 
Kom så Ståle
 
Femte runde gav FC København-sejr 1-0 i topopgøret hjemme over Sønderjyske, og dermed er Ståle Solbakken & co. nu hele ni point foran forfølgerne.
På søndag kommer Ståle og hans FCK-stjerner til Randers, og lad os håbe, Todd og hans trup kan lukke munden på FCK, der har besejret Randers FC tre gange siden sommerferien  3-0 i Parken 16. september og 4-0 i Parken 1. november og endelig 2-1 efter forlænget spilletid i pokalkvartfinalen i Parken den 16. marts.
Så nu er det på tide med en Randers FC-sejr over FCK.
Todd var selvfølgelig en glad mand efter sejren over OB. Især efter det skuffende 1-3-nederlag hjemme mod Viborg.
”Alle 11 gjorde det fremragende, hvilket var godt at se efter nederlaget mod Viborg, hvor det var stik modsat,” sagde Colin Todd efter kampen i Odense.
Og så glædede han sig selvfølgelig over endelig at have fået en sejr i forårssæsonen.
”Vi gjorde det godt mod FCK i pokalkampen og i momenter også mod Brøndby. Vi har ikke været langt fra at vinde, men det er selvfølgelig altid skuffende at gå fra banen i fem kampe i træk uden at vinde. Det er første gang, det er sket for mig i klubben. Jeg er virkelig glad på spillernes vegne,” sagde Todd til Randers FC’s hjemmeside, da sejren endelig var kommet i hus.