Trafikanter, der benytter Gl. Hobrovej, får i de kommende 8 måneder begrænset deres adgang. Randers Spildevand går den 4. april i gang med et omfattende kloakarbejde i den sydlige del af Gl. Hobrovej fra rundkørslen ved Rådmands Boulevard for at ændre hovedkloaksystemet fra fællessystem til separatsystem. Ændringen sikrer, at regnvand og spildevand fremover bliver ledt i hver sin ledning.
“Vi ændrer og moderniserer hovedkloaksystemet, fordi ledningerne simpelthen er nedslidte. Vi har haft mange oversvømmede kældre i området, da kloakledningerne ikke kan rumme alt det regnvand, der ledes i kloakken. Det er farligt at komme i kontakt med spildevand, og det er i alles interesse, at kontakten med spildevand minimeres. Ved at skille regnvand og spildevand fra hinanden, undgår vi dette”, fortæller projektleder, Ole Søby, fra Randers Spildevand.
Renoveringen og omlægningen af kloaksystemet er en del af det kæmpe kloaksepareringsprojekt, der har kørt i nordbyen siden 2011.
 
Vandledning skal også udskiftes
Sammen med moderniseringen af kloaksystemet udskifter Verdo Vand også vandledningen.
“Vandledningen ligger i vejen for de nye kloakledninger, og derfor er en udskiftning nødvendig. Verdo Varme er ligeledes med i projektet. Fjernvarmeledningen ved Nordvestvej fornyes, hvorefter vi moderniserer kloaksystemet”, fortæller Ole Søby og uddyber, at ledningsnettet under jorden er bygget op som etager, hvor drikkevand og en kommende regnvandsledning ligger over spildevandsledningen.
 
Trafikale udfordringer
Gravearbejdet betyder, at Gl. Hobrovej er lukket i den sydlige ende i den kommende periode. Men trafikanter kan se frem til trafikale gener på Gl. Hobrovej nogen tid endnu.
“Vi afspærrer Gl. Hobrovej ned mod rundkørslen, da vi skal grave i en sådan dybde, at det ikke er muligt at sikre en ét-sporet, farbar vej”, fortæller Ole Søby.
Han forsikrer dog, at arbejdet foregår så hurtigt som muligt for at begrænse generne, og at trafikanter kan forvente, at den sydlige del af Gl. Hobrovej åbner igen i uge 47.
“Hvis alt går som planlagt, er vi færdige med udskiftningen af kloak-, vand- og fjernvarmeledningen fra rundkørslen og op til Gl. Hobrovej nr. 46/48 inden udgangen af november måned”, siger projektleder Ole Søby.
Resten af Gl. Hobrovej vil fortsat være åben, hvor skilte vil lede trafikken sikkert videre ad andre veje. Randers Spildevand opfordrer trafikanter, der kan finde anden vej i hele projektperioden (april-november) til at finde andre veje. Og samtidig gør Randers Spildevand trafikanter opmærksomme på, at Verdo Vand i samme periode udskifter vandledninger i den nordlige del af Nyvangsvej, som også er afspærret.
“Kloakprojektet er omfattende og indgribende i borgernes hverdag, så det er delt op i etaper for at minimere generne. Derfor vil afspærringer af Gl. Hobrovej i hele kloakprojektet skifte placering”, fortæller Ole Søby, der dog understreger, at der under hele kloakprojektet minimum vil være gående adgang.
Kloakprojektet løber fra april til slut november 2016. Og med lukningen af Gl. Hobrovej i den sydlige ende, betyder det altså også, at bybus 12 omlægger deres rute i hele perioden.
 
Store gravedybder
Kloakrørene i Gl. Hobrovej ligger dybt, ligesom de gjorde i Hobrovej. Forbipasserende vil kunne opleve, store gravemaskiner ved udgravningerne. 
“Alle sikkerhedsforanstaltninger bliver taget, når vi graver i sådanne dybder”, forsikrer Ole Søby.
Men voldsomt ser det ud med de store gravemaskiner. Projektlederen fra Randers Spildevand kan da også godt forstå, hvis forbipasserende både bliver fascineret og bekymrede, når de kommer forbi udgravningerne.