Der kommer liv i laboratorie og værksted, når Mariagerfjord Gymnasium efter sommerferien igen tager imod htx-elever. Det skriver Nordjyske. Forrige skoleår var søgetallet så lavt, at der ikke blev oprettet en htx-klasse i Hobro. Siden har gymnasiet arbejdet målrettet på at udbrede kendskabet til den treårige ungdomsuddannelse. Rektor på Mariagerfjord Gymnasium Jette Engelbreth understreger, at skolens htx-elever trives og klarer sig godt. For eksempel er gennemførelsesprocenten blandt htx-eleverne på gymnasiet den højeste i regionen.