Hele projektet startede med en idé om, at Lions ville medvirke til, at der kom mere liv på den store åbne plads midt i byen.
Efter starten har flere andre organisationer fulgt idéen op, således at der nu afholdes mange forskellige aktiviteter på pladsen. Når der er bagagerumssalg, summer Østervold af liv, og mange udtrykker glæde og anerkendelse over det initiativ, der blev sat, så Østervold ikke bare skulle ligge hen i tomhed.
De dage hvor vejret viser sig fra sin bedste side, leder Bagagerumssalget på Østervold let tankerne hen på livet og stemningen på nogle af de sydeuropæiske markeder.
Alle kender problemet med ting, der bare hober sig op i kælderen, på loftet og i garagen.
Nogle vælger at køre det hele på genbrugspladsen, men man kan jo også forsøge sig som kræmmer for en dag for at skaffe sig af med tingene og måske tjene en skilling på effekterne.
Det er spændende og opmuntrende for både sælgere og købere at mødes på Østervold.
Her gøres gode handler, og man mødes med andre positive mennesker under hyggelige former.
 
Donationer til humanitære formål
Deltagerne betaler et beskedent beløb på 150 kroner for en stadeplads. Medlemmerne af Lions sørger for alt det praktiske, og når sæsonen slutter i september doneres det samlede overskud til humanitære formål i lokalområdet.
Gennem årene har Lions Bagagerumssalg doneret over 300.000 kroner til lokale projekter, der ikke ville være blevet gennemført uden hjælpen fra Lions.
Sidste års overskud blev doneret følgende forskellige formål.
JULEHJÆLPEN modtog 5.000 kroner. Det er en organisation, der afholder arrangementer, hvor man hygger sig, og hvor der uddeles gaver til børnene.
RANDERS LYDAVIS fik doneret 5.000 kroner, så de fortsat kan hjælpe blinde og svagtseende til at følge med i hvad der sker i vores lokalområde. Da Lions står som ”de blindes riddere” var det naturligt at lydavisen skulle støttes.
HANDICAPCENTRET I STEVNSTRUP modtog 5.000 kroner til støtte for det arbejde, der gøres for at fremme de handicappedes muligheder for optræning.
KFUM SPEJDERNE SCT. CLEMENS GRUPPE modtog en donation på 20.000 kroner, således at taget på deres klubhus på Parkboulevarden kan blive renoveret.
Alle Lions arbejder naturligvis gratis, under mottoet ”0 % til administration”, idet alle de midler, der skal anvendes til den nødvendige administration, betales af medlemmerne selv via deres kontingent.
Alle indsamlede midler benyttes ubeskåret til det humanitære arbejde.