Nordre Fælleds Venner, Randers Regnskov og Frank Erichsen (kendt som tv værten ”Bonderøven”) er gået sammen om at skabe et helt nyt projekt, hvor frivillige dyrker forskellige kartoffelsorter på Nordre Fælled
 
Søndag 8. maj klokken 10.00-14.00 starter projektet med et stort offentligt arrangement på Nordre Fælled. Dagen indledes med, at Hans Jørgen Ramsdal fra Stald Ramsdal hjælper knoldene på vej ved på god gammeldags facon at pløje og harve jorden med slesvigske heste.
Frank Erichsen vil fortælle om kartoffeldyrkning og de oversete glæder ved at dyrke sine egne afgrøder. Randers Regnskov vil fortælle om nogle af de gamle kartoffelsorters historie, og hvad man som helt almindelig borger kan gøre for at være med til at bevare vores hjemhørende sorter.
Kartoflen kender alle, uanset hvor i verden man kommer fra, men de færreste er nok klar over, at der findes i tusindvis af forskellige kartoffelsorter med forskellig historie, smag og egenskaber.
Flere af de sorter, der nu skal dyrkes på Nordre Fælled, som for eksempel den gamle blå kartoffel fra de danske spritfabrikker, Magnum Bonum, er gamle sorter, der bestemt ikke længere er hyldevarer. De er stillet til rådighed af den danske Kartoffelgenbank, KLF.
Udover dyrkning til selvforsyning, hvor de deltagende frivillige får gratis adgang til hjemmedyrkede afgrøder, skal projektet bidrage til at gøre bevaringsarbejdet omkring kulturplanter mere synligt
Projektet afsluttes i eftersommeren med en kartoffelhøst og kulinariske oplevelser, hvor der naturligvis også skal smages på afgrøden. Projektet vil også være interesseret i henvendelse fra folk, som er opvokset i udlandet, der kan fortælle om, hvordan kartoflen bruges i madlavningen andre steder end i Danmark eller folk, der dyrker deres egne specielle kartofler, eksempelvis knolde, der er gået i arv.