I sidste uge besøgte et erhvervsikon Kvicklybageren i Randers Storcenter. En af de højest placerede Panasonic-direktører i verden Mr. Hidekazu Tachibana blev budt på dansk kage af den lokale varehuschef Per Junior og Coop’s energichef Michael Møller. Den japanske direktør var i Skandinavien for første gang for at se et nyt grønt testanlæg til køl og frys, som Coop tester i bagerafdelingen, og som er det første af sin slags fra Panasonic i Europa
 
Anlægget er specielt, fordi det ikke udleder drivhusgasser, som nedbryder ozonlaget og skaber global opvarmning. Det bruger i stedet den CO2, som er i luften.
”Vi har alle et ansvar for at passe godt på vores klima, og i Coop påtager vi os gerne en del af ansvaret. Vi har stor fokus på, hvordan vi kan drive vores virksomhed med større energibesparelser og med miljøvenlige kølemidler – både i vores eksisterende, men også i nye butikker,” siger energichef, Coop, Michael Møller, Coop.
En af fremtidens miljøvenlige klimaløsninger er CO2-køling. Et naturligt forekommende stof, der er langt mere miljøvenligt end andre løsninger, som køler med kunstigt fremstillede drivhusgasser. For både Panasonic og Coop er det vigtigt, at testanlægget i Randers bliver en succes, så løsningen kan eksporteres til ikke bare resten af Danmark, men også hele Nordeuropa.
”Det er en stor dag for Panasonic. Vi så resultatet af vores første CO2-køleanlæg i Europa. CO2 er fremtidens grønne køle- og fryseløsning, og vi har store forventninger til anlægget. Hvis alt går som forventet, regner vi med, at den løsning, vi har i Randers, skal eksporteres til resten af Nordeuropa,” siger Panasonics danske landechef, Tomas Bærholm. 
Coops energichef Michael Møller bakker op om fordelene ved CO2-køling:
”Det miljøvenlige kølemiddel CO2 er standard til nedkøling af køle- og frostvarer i alle vore nye butikker, og der konverteres løbende i eksisterende butikker. Derfor synes vi også, at Panasonics CO2-anlæg er et rigtig spændende bud på fremtidens løsning. Med denne løsning kan udfasningen af eksisterende kølemidler udføres langt mere fleksibelt,” siger energichef Michael Møller fra Coop.
Panasonic ser et stort potentiale i det danske marked, og på sigt kan initiativet med grøn CO2-køling bringe nye arbejdspladser til det østjyske og resten af Danmark. EU har besluttet, at køling med drivhusgasser skal nedbringes drastisk frem mod 2020, men allerede nu begynder flere store virksomheder at tage ansvar.