En fejl i et it-system har været ret irriterende for 348 midtjyder. Fejlen betød, at borgerne har fået samme mail op mod – og måske over – 228 gange i deres digitale postkasse. Nogle af borgerne har desuden fået et tilsvarende antal sms-er og mails om, at de har fået post fra Region Midtjylland. Det drejer sig om breve med besked om, at alt er normalt i den undersøgelse, de har været til for tarmkræft. Fejlen er nu fundet og rettet. Den har ikke haft konsekvenser ud over at fylde godt op i postkasserne.