Randers FC og Randers Freja er – og har været det længe – enige om selv at finansiere en kunstgræsbane i umiddelbar forlængelse af den allerede anlagte på anlægget på Viborgvej. Så der burde ikke være problemer.
Men det er der.
For et flertal i kultur- og fritidsudvalget har i sidste øjeblik sat en tackling ind og udsat sagen, der hidtil er behandlet med megen tavshed fra kommunal side.
Et flertal i udvalget, de to socialdemokrater Steen Bundgaard og Ellen Petersen, de tre Venstre-kvinder Louise Høeg, Kathrine Fruelund og Susanne Ringe Sørensen samt Susanne Nielsen fra Dansk Folkeparti ønsker en anden placering af den skitserede kunstgræsbane, og på den baggrund udsættes sagen.
Udvalgsformand, den radikale Mogens Nyholm, den konservative Daniel Madié og Christina Kjærsgaard fra Venstre tiltrådte derimod forvaltningens indstilling til placering.
Og hvad er så baggrunden for den politiske tackling og harmen i FC og Freja?
Fodboldfolket på Viborgvej vil have en kunstgræsbane mere og vil selv betale. Men den skal efter Frejas og Randers FC’s opfattelse ligge på det areal, der p.t. bruges til parkering.
Hovsa…
Parkering?
Ja, og her kommer problemet, for anlægger man kunstgræsbane på det af Freja og FC areal, der p.t. bruges til parkering, mister man 300 parkeringspladser, og parkeringspladser er jo et stort problem, hvis der kommer en MultiArena få hundrede meter fra Freja/FC-anlægget.
De P-problemer, der kan vise sig aldeles overflødige, hvis der ikke kommer en MultiArena, er så store, at man har overvejet at flytte OB 45 fra Vasen til f. eks. Høvejen i Vorup. Man har sågar også snakket om at grave Frejas netop anlagte bane nedenfor klubhuset op og lave om til parkering.
 
Helt udramatisk
Steen Bundgaard fra Socialdemokratiet kalder tacklingen og det hele udramatisk.
”Med kunstgræs på det, der nu bruges til parkering, mister vi 300 P-pladser. Hvor finder vi dem?”
Siger Bundgaard, der blev overrasket, da han på udvalgsmødet 23. maj hørte om Frejas og FC’s ønske om placeringen af endnu en kunstgræsbane. Den skitserede placering var han ikke blevet præsenteret for før.
”Jeg er ikke ude på at bremse noget, men vi må forsøge at finde en helhedsløsning og se på p-problemet. Freja og FC skal nok få den kunstgræsbane, men vi vil bare gerne se, om den ikke kan ligge andetsteds på anlægget på Viborgvej,” siger Steen Bundgaard.
Susanne Nielsen fra DF følger trop.
”Jeg vil gerne i dialog med Freja og FC. De skal nok få lov til at få kunstgræs, men problemet er blot, hvor banen skal anlægges. Er der ikke andre muligheder end den af Freja og FC skitserede? For det ville da være dumt at fjerne 300 P-pladser, når vi i forvejen har problemer med at finde parkeringspladser nok,” siger Susanne Nielsen.
 
Tavshed på Viborgvej
Hos Randers FC og Randers Freja – henholdsvis direktør Michael Gravgaard og formand Lars W. Knudsen er der ikke mange ord at hente.
Det er tæt på larmende tavshed fra de to herrer.
”Lige nu ingen kommentarer herfra,” lyder det fra dem begge.
Lars W. Knudsen kan dog lokkes til at sige, at han forventer, det hele falder på plads og, at der snart foreligger en løsning.
Om kunstgræsbanen kan placeres andetsteds på anlægget ønsker hverken Gravgaard eller Knudsen at kommentere på.