De fire kommuner Randers, Favrskov, Silkeborg og Viborg har svært ved at blive enige om Gudenås fremtidige forløb omkring Tange Sø. Den politiske styregruppe med repræsentanter fra de fire kommuner har fået en bunden opgave, nemlig at komme med et forslag, der bevarer Tange Sø og Tangeværket, og samtidig giver mulighed for at etablere en levedygtig bestand af laks og havørred. Repræsentanterne fra Randers, Favrskov og Viborg er enige om en løsning med et omløb langs Tange Sø, men den løsning vil Silkeborg ikke være med til. De mener at den reducerer Tangeværket til et museum.