Godt et halvt hundrede af kommunens nye borgere havde taget imod tilbuddet om et velkomstmøde på Randers Naturcenter. Her fik de trykket borgmester Claus Omann Jensen i hånden, inden borgmesteren bød velkommen og fortalte om natur- og kulturtilbud i Randers kommune og de mange positive sider ved byen og kommunen, han selv som tilflytter har bidt mærke i og sætter pris på.
Assisteret af kommunaldirektør Hans Nikolajsen besvarede Claus Omann Jensen herefter spørgsmål fra salen. Spørgelysten var stor og kom omkring skoler og daginstitutioner, ældrepleje, sportsfaciliteter og parkeringspladser.
De nye Randersborgere blev undervejs beværtet med en sandwich og en vand og til slut begavet med en velkomstpakke med en række arrangementer på lokale kulturinstitutioner og virksomheder, særligt tilrettelagt og arrangeret for nye borgere. Herudover fik deltagerne en fribillet til Randers Regnskov og mulighed for at vælge blandt en række brochurer med information om aktiviteter og oplevelser i Randers Kommune.
 
Glade for Randers
Mikael og Anne-Sophie Yde, som havde sønnen Nor med til velkomstmødet, udtrykte stor tilfredshed med arrangementet og også glæde ved at være flyttet til Randers fra København.
”Det minder mig meget om Nørrebro,” konstaterede Anne-Sophie Yde med et slet skjult glimt i øjet.
Mikael Yde er oprindeligt fra Hobro, er uddannet officer i Søværnet og underviser på VVS-installatøruddannelsen på Erhvervsakademi Dania i Hadsten. Anne-Sophie Yde er pt. på barsel fra sit job som skolelærer i Hobro.
Det unge par stod længe og talte med leder af Frivilligværket Louise Brown om muligheden for at arbejde som frivillige på flygtningeområdet, inden de måtte hjemad for at få puttet sønnike i nattøjet.