Selvhjælp Randers har netop modtaget en donation fra Nordea på 10.000 kroner. Pengene skal bruges til yderligere indretning af Selvhjælp Randers’ nylig lancerede børnerum
 
Det var en taknemmelig Majbritt Bargsteen, Leder af Selvhjælp Randers, der modtog en donation fra Filialdirektør for Nordea i Randers, Vivi Norman og bankrådgiver Line Kvorning Lund til fordel for Selvhjælp Randers’ børnegrupper.
?Her i Selvhjælp Randers er vi altid utrolig taknemlige, når folk gerne vil støtte op, om det arbejde vi laver. I april lancerede vi vores nye børnerum, som længe havde været et stort ønske for os. Med denne donation kan vi komme helt på plads i forhold til indretningen, og der skal desuden bruges midler til at tilpasse os, når vi flytter med Frivilligværket over i vores nye lokaler”, fortæller Majbritt Bargsteen, Leder af Selvhjælp Randers.
Checken, der lyder på 10.000 kroner , blev overrakt sammen med en god snak om det arbejde, der laves i Selvhjælp Randers.
”Vi er meget glade for at kunne støtte Selvhjælp Randers i at fortsætte deres fantastiske arbejde over for børn med brug for et frirum og hjælp fra kompetente voksne til at kunne håndtere f.eks. mobning, ensomhed, skilsmisser m.v. Der er ingen tvivl om, at der bliver ydet en fantastisk indsats fra såvel Majbritt som fra alle de frivillige, der er tilknyttet Selvhjælp Randers. Det er dejligt via Nordea fonden at kunne være med til at støtte dette vigtige arbejde”, siger Vivi Norman
Checken blev overrakt i Selvhjælp Randers’ nye børnerum.
 
Selvhjælp Randers i nye lokaler
D. 4. april i år blev dørene slået op til et nyt lokale for Selvhjælp Randers’ trivselsgrupper rettet mod børn. Rummet er indrettet med særlig henblik på at skabe tryghed og ro for børnene og de frivillige, som samles her, for at dele erfaringer og støtte hinanden igennem en svær periode eller livssituation.
Det har længe været et ønske fra leder af Selvhjælp Randers – Majbritt Bargsteen og de ca. 55 frivillige, som er tilknyttet til Selvhjælp Randers, at få et andet lokale til børnegrupperne. Tidligere har børnegrupperne haft til huse i Frivilligværkets kontor, hvor andre foreninger også har mulighed for at låne lokaler.
“Efter min mening har de fysiske rammer i Selvhjælp Randers ofte været en udfordring, da mange mennesker kommer og går ind og ud af dørene. Jeg ønsker meget for stedet, at vi kan få et rum, hvor såvel gruppeledere som børn kan være uden forstyrrelser. Et børnevenligt lokale, hvor det materiale, der bruges i det daglige arbejde f.eks. følelsesbolde, tegne/maleudstyr, billedkort, tv og dvd’er og meget andet kan opbevares. De gode rammer er med til at skabe forudsigelighed, kontinuitet og tryghed, som har betydning for, om børnene tør åbne sig op følelsesmæssigt og derved kan bearbejde de oplevelser, de har med sig i bagagen”, siger Marlene Louise Rasmussen, Psykolog v. Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Varde Kommune og frivillig i Selvhjælp Randers.
I arbejdet med indretningen, har Selvhjælp Randers derfor fokuseret på at skabe et rum, som ikke bare er æstetisk flot, men som også fokuserer på hvordan børn sanser og påvirkes af de rum og rammer, der omgiver dem.
 
Børnerum flytter
15. august flytter Frivilligværket & Selvhjælp Randers over i det nye Frivillighedens Hus. Huset, som forventes at blive et aktivt og levende samlingspunkt for frivilligheden i Randers Kommune, ligger centralt i Randers på Kirketorvet 2A (baghuset). Her vil Frivilligværket & Selvhjælp Randers have kontor, og samtidig vil børnerummet gen-indrettes på Husets øverste etage.
Børnerummet forventes at genåbnes i de nye lokaler til oktober. Indtil da vil Børnerummet være at finde på sin nuværende plads på anden sal i Underværket.