”Jeg tjekker mit favoritprogram ”Vejret” flere gange om dagen og smiler bredt hver gang,” siger direktør Henrik Herold fra Randers Regnskov og fortsætter fornøjet:
”DMI´s prognose frem til 20. juli byder lige nu ikke på nogen vejrmæssig forandring.”
Hvis sommeren byder på sol og høje temperaturer, tager danskerne som regel til stranden eller i udendørs forlystelsesparker i sommerferien. Hvis vejret derimod viser sig fra sin køligere og mere triste og regnfulde side, tyr børnefamilierne til indendørs aktiviteter som museer, legelande og Randers Regnskov.
Og det kan mærkes på besøgstallet. I juni havde Randers Regnskov flere besøgende end budgetteret, og allerede på sjettedagen i juli måned rundede Regnskoven 10.000 gæster, hvilket er noget over det forventede.
”Og så går det endda først rigtigt løs i næste uge!”, siger direktør Henrik Herold og hentyder dermed til de store ferieuger i uge 28, 29 og 30.
Henrik Herold fortæller samtidig, at man stadig sælger fint med årskort, så det er ikke kun turister langvejs fra, der tyr til indendørs underholdning, når vejret er lidt gråt. Det er også lokale folk, der opgiver turen til Fjellerup, Øster Hurup eller Mols til fordel for et besøg hos dyrene, da et årskort kun er en god ide, hvis man ved, at man kommer tilbage til Regnskoven igen inden året er omme.
 
Masser af aktiviteter
Hele sommeren kan man i Randers Regnskov møde mange forskellige dyr på scenen i DanmarksParken, hvor de vil dyste om at vinde den ærefulde titel som årets NaturTalent. Bliver det Kongegribben, Seriemaen, Minigrisen eller et helt andet spændende dyr?
Hver dag kan man desuden opleve fodring af Regnskovens dyr, for eksempel flagermus i Kraniegrotten, søkøer, næsebjørne, dværgoddere, bondegårdsdyr, colobusaber, fodring/aktivering af jaguarer i udendørsanlægget og fortællinger om jaguarerne, fremvisning af tropiske dyr på Mayatemplet i Sydamerika samt insektsnacks i forhallen
 
Naturbevarelse
Henrik Herold fortæller i øvrigt, at verdens største ZOO, San Diego ZOO i Californien, er meget interesseret i, at Randers Regnskov bliver deres back up facilitet. Som San Diego folkene sagde til Henrik Herold: ”Vi ville jo helst have reservesamlingen på månen. Da det ikke kan lade sig gøre, er Danmark et rigtigt godt bud på nogen, der er langt væk.”
18. august tager Asser Ølgaard og Brian Rasmussen fra Regnskoven derudover til regnskovens eget reservat i Bigai i Ecuador. Asser skal være herpetologen (eksperten på padder og krybdyr) på den Dansk Ecuadorianske ekspedition initieret af regionsregeringen i området derovre. Brian Rasmussen er med som fotograf, hvor der udover stillbilleder også laves video, som senere hen kan bruges på Randers Regnskovs egen hjemmeside og til at vise for gæsterne.