Jørgen Holmegaard har et indgående kendskab til musikbranchen. Både som professionel udøvende og som booker og arrangør. Sammen med Marie Frank og Kent Olsen udgav han i 1999 det guld-sælgende album ”Ancient Pleasures”, som gav Marie Frank DMA-statuetter som ”Årets danske sangerinde” og ”Årets nye navn” samt indbragte dem DMA-statuetter for ”Årets popudgivelse” og ”Årets hit”. To år senere udgav de sammen ”Vermillion”, og bandet turnerede i ind- og udland. Udover at være professionel musiker har Jørgen Holmegaard desuden erfaring som musikbooker gennem 10 år fra spillestedet Café Von Hatten og har derigennem udviklet en skarp fornemmelse for, hvem der bliver de næste store navne. Von Hatten er drevet af frivillige med passion for musik og var i Jørgen Holmegaards tid en slags regionalt spillested ”light”, som dyrkede up-comings bands og solister.
 
Målrettet indsats for talentarbejde
”Det er afgørende for os, at Jørgen kender musikverdenen indefra og ved, hvad der skal til for at skabe de bedste rammer for musikerne for på den måde giver vi publikum de mest nærværende og intense live-oplevelser. Derudover vil Jørgens evne til at spotte kvalitet og talent samt hans evne til at arbejde med og udvikle talenter, komme os rigtig meget til gode,” siger musik- og teaterchef Mikael Qvist Rørsted, Værket og Turbinen.
Som statsstøttet regionalt spillested har Turbinen fået en særlig forpligtelse til at gøre en målrettet indsats for talentarbejde og musikalsk mangfoldighed. Turbinen vil tage del i og være initiativtager til talentaktiviteter og -koncerter; i det regi vil han bl.a. videreføre det arbejde, han allerede er involveret i sammen med Randers Kommune med en målrettet indsats for en række udvalgte musikerspirer.
”Fordi jeg netop selv har været musiker, ved jeg, hvilke barrierer man møder både i branchen og hos sig selv. Og de barrierer kan jeg være med til at nedbryde for at forhindre, at de står i vejen for talentet. Alle, etablerede som uerfarne, skal mødes med respekt og gives gode betingelser – det giver den bedste performance,” forklarer Jørgen Holmegaard.
Han sætter sig stadig gerne til tangenterne. Til efteråret bl.a. i et lidt anderledes set-up med Marie Frank, hvor de også får besøg af Randers Egnsteater Kor på en række numre, hvor sådan et korarrangement vil give musikken en ekstra dimension. At tilføre en koncert et ”ekstra lag” af en eller anden art vil i øvrigt være noget af det, som Jørgen Holmegaard særligt vil fokusere på i Turbinens koncertprofil.