Randrusianske succes-piger skal sadle om for at komme til EM, VM og måske OL
 
Group- og partnerstunt-kategorierne skal fjernes, hvis cheerleading skal gøre sig håb om at komme med på OL-programmet. Og OL vil de fleste af udøvere af cheerleading jo gerne være med til….
Meget forståeligt, men det koster på anden vis.
Således for otte medlemmer – syv kvindelige udøvere og en enkelt herre fra Randers Cheerleaders – fordelt på to hold danske mestre.
Team Cojamas bestående af Sira Lund, Mie Høg Hegaard, Ann-Cathrine Skou og Frederikke Bertin og kvartetten Frida Ditlev Petersen, Ida Ellermann, Marie Sveigaard og Daniel Kragh Pedersen, der udgør holdet Team Manatee, skal droppe deres favoritkategori – group stunt.
Tidligere på måneden vandt Team Cojamas sølv i Senior All Girl Group Stunt ved EM i cheerleading i Wien, mens Manatee ved samme mesterskab blev nr. fem i mixrækken.
Cojamas blev ved EM kun overgået af Viqueens Shady fra Viqueens Cheerleaders, der er Norges største og mest vindende klub.  
Tidligere – i 2014 – vandt Randers Cheerleaders-holdet Team Cojamas dengang bestående af Natasha Kallehave (nu erstattet af Ann-Cathrine Skou), Mie Høg, Frederikke Bertin og Sira Lund sølv ved VM – også dengang kun overgået af Norge.
Ved EM i Wien denne sommer fik Team Cojamas – danske mestre 2016 – en samlet score på 426,0, mens Viqueens Shady fik 443,5. Tredjepladen gik til HAC E fra Finland med 396,0.
 
Kørte fejlfrit
 
Der var forståelig glæde og tilfredshed i Cojamas-lejren efter EM og en efterfølgende velfortjent ferie.
”Ja, vi er tilfredse. Meget tilfredse,” siger Sira Lund.
”Målet var at køre fejlfrit, og det gjorde vi. Sidste år kørte vi nemlig ikke fejlfrit og blev straffet ret hårdt både point- og placeringsmæssigt,” siger Sira, der efter at have været i aktion havde en god fornemmelse i maven med hensyn til muligheden for en topplacering.
”Efter at have set de andre konkurrenter, kunne vi godt se, at vi sandsynligvis var i Top 5, og at medaljer måske kunne være inden for rækkevidde. Men man tør selvfølgelig aldrig sætte forventningerne for højt, så vi blev meget positivt overraskede over andenpladsen,” siger Sira Lund, der fuldt ud accepterede den norske sejr.
”Det var helt tydeligt, at Viqueens fra Norge var en tand bedre end os – mest i forhold til teknik, hvor de er superstærke. Men til gengæld lå vores sværhedsgrad meget tættere på deres, end den for eksempel gjorde i 2014, hvor vi konkurrerede mod dem til VM, så det er rigtig fedt at kunne se en tydelig forbedring på det punkt,” lyder det fra en tilfreds Sira Lund, der nu sammen med de tre andre går i tænkeboks med hensyn til deres fremtid inden for sporten.
Efter denne sæson kan der nemlig ikke længere konkurreres i group stunt til hverken DM, EM eller VM. Der arbejdes som nævnt på at gøre cheerleading til en OL-disciplin, og ét af kravene for at tage cheerleading med på det olympiske program er, at group- og partnerstunt-kategorierne fjernes, fordi de lægger sig for meget op af den nye gymnastikform akro, der er en kombination af gymnastik og akrobatik.
I VM-sammenhæng blev group stunt sløjfet efter 2014, og nu sker det samme så med EM.
Så Randers fik altså det sidste sølv ved både VM og EM.
Group stunt afskaffes dog ikke helt, men det bliver ikke med VM- og EM-stævner.
”Vi har stadig mulighed for at deltage i nogle mindre udenlandske konkurrencer i group stunt i næste sæson, så det er til overvejelse,” siger Sira Lund, der sammen med de tre andre også kan komme i aktion i cheerkategorierne for hold – hold og som regel landshold med 15-25 deltagere.
OL spøger og lokker måske også..
Det spekulerer Sira ikke så meget på.
”Der er længe til 2020, og der er jo endnu ingen, der ved, om cheerleading overhovedet kommer med på OL-programmet,” lyder det fra Sira Lund.