Lørdag 1. oktober skal Den Blå Bro åbnes for de bløde trafikanter igen. Og det ser ud til at tidsplanen holder – selvom der skal skiftes stål nogle steder, hvor det ikke kan holde
 
Der arbejdes for fuld tryk på Den Blå Bro over Gudenå. Arbejderne sliber og skræller maling af. Der er en evig susen fra stedet, men der er intet at se. For broen er pakket ind i plastik, så arbejderne kan være i fred for vejr og vind. Men det er svært.
“Vi er lidt hårdt ramt af dårligt vejr. Og med det voldsomme vejr vi har haft her i sommer er det svært at afdække ordentlig. Vinden river plastikken op”, siger projektleder Karsten Nielsen fra firmaet Gardit, der står for arbejdet.
Firmaet har 100 år på bagen og har senest stået for renoveringen af Limfjordsbroen og Vilsundbroen ved Thisted.
“Men vi holder tidsplanen. Lige nu er vi ved at være halv færdige så vi skal nok kunne åbne broen igen 1. oktober”, siger han.
En del af stålkonstruktionen har måtte skiftes ud undervejs, da det var for medtaget af rust til at kunne bære det det er beregnet til. Men indtil nu er der ikke kommet de store overraskelser, siger ingeniør hos Randers Kommunes Tekniske afdeling og ansvarlig for broerne, Kjeld Kristensen.
“Broen blev sidst renoveret i starten af 90´erne, så de skader vi ser er rust”, siger han.
“Broen har været helt afrenset før kan vi se, men er siden også lappet, for der er flere forskellige nuancer af den blå maling”, fortæller han.
Men borgerne i Randers skal ikke frygte det med farven. Den Blå Bro vil stadig være Den Blå Bro, når arbejdet er færdigt.
“Vi forsøger at ramme den oprindelige blå farve så nøjagtig som muligt. Så broen vil stadig have den blå farve, den er kendt for”, siger han.
Der har også været en snak frem og tilbage om Den Blå Bro skal have belysning, så det er nemmere at bevæge sig der efter mørkets frembrud. Det er dog en beslutning, der skal tages politisk, og der skal sættes penge af. Så om det bliver  forlængelse af renoveringen af broen er nok usandsynligt.