Elever fra 8. og 9. klasse med interesse for naturvidenskab kan lige nu søge om optagelse på Science Camp Randers 2016-2017
 
Sjette sæson af Science Camp Randers skal snart til at tage sin begyndelse. Her i efteråret starter der camps for 75 elever i 8.-9.klasse, mens der til årsskiftet bliver ansøgningsrunde for 4.-7. klasserne. Science Camp Randers er et tilbud for skoleelever i Randers Kommune med særlig interesse og evner inden for naturvidenskabelige fag.
Imens der i løbet af september bliver afholdt en 3-dages camp hos ScienceTalenter i Sorø for elever i 9. klasse, begynder der et fem måneder forløb for 8. klasserne på Randers Naturcenter den 21. september. Efterfølgende vil der være besøg i flere forskningsmiljøet, ligesom der vil være flere arbejdende camps. 8. klasserne skal skabe en base i rummet og arbejde med blandt andet data­opsamling, dronebygning, raketopsendelse og robotstyring.
 
Tæt samarbejde
Det særlige ved initiativet er blandt andet at kommunens folkeskoler og den kommunale ungdomsskole har et tæt samarbejde med de private skoler. Derudover bliver der samarbejdet på tværs at uddannelsessektoren med eksempelvis ungdomsuddannelser og universiteter. Campen er på den måde også med til at bygge bro for eleverne fra grundskolen til den videre uddannelse. Science Camp Randers får desuden besøg af landets mest anerkendte forskere inden for naturvidenskaben. For eksempel får 8. klasserne besøg af astrofysiker ved Niels Bohr Institutet, Anja Cetti Andersen. Tidligere har der også været besøg af Danmarks eneste astronaut, Andreas Mogensen, rumfartsforsker Line Drube fra det tyske rumfartsinstitut i Berlin samt chefdesigner af rumsonden Rosetta, Hans Jensen, fra virksomheden Terma.