Igennem de seneste par år er der fra Randers Kommunes side med blandt andet ansættelse af en række aktivitetsmedarbejdere lavet forskellige tiltag for de ældre for at forberede den tredje alder, deres velfærd og trivsel. Nu går kommunens aktivitetsmedarbejdere i område Vest i samarbejde med Any Klubben om et nyt tiltag – en samtalecafé, der vil være et tilbud på Any Klubbens program fra næste sæson, der begynder i august.
Bestyrelsen håber, at samtalecaféen vil blive til glæde og et plus for de ældre, der sidder derhjemme og ikke lige har en hobby at gå op i. Det er jo ikke alle, som vil strikke, save i træ, smede i jern eller deltage i nogle af de mere end 20 aktiviteter klubben eller den andre klubber i byen kan byde på, konstaterer formand for Any Klubben, Poul Rasmussen.
I samtalecaféen kan man mødes med ligesindede, sidde og snakke, få en kop kaffe og eventuelt danne nye bekendtskaber, som rækker ud over samværet i samtalecaféen og som måske kan være med til at give den enkelte ældre borger et rigere liv.
Indholdet i projektet udformes i samarbejde mellem Any Klubben og kommunens to aktivitetsmedarbejdere i område Vest og sammen er de ved at udforme en folder om hvordan man kan bruge en samtalecafé.
Ideen til tilbuddet er blandt andet hentet fra efterårets møder om omsorg for ældre i Randers. Møderne var arrangeret af bl.a. frivilligværket og aktivitetsmedarbejderne havde også et arrangement hvor ældre der havde mistet ægtefælle var inviteret. Efter møderne var der rigtig mange deltagere som blev siddende ved bordene og talte videre.
Altså er det ikke et problem at snakke selv om man ikke kender hinanden fra start. Det var virkelig oplivende fortæller Poul Rasmussen, der forestiller sig at der ved de første sammenkomster i samtalecafeen deltager en kendt randrusianer, som kan være med til at sætte gang i samtalerne.
Samtalecaféen vil være åben hver tirsdag og torsdag kl. 13-15 første gang den 6. september. Alle pensionister har mulighed for at deltage og er man interesseret i at høre mere er man velkommen til at kontakte Any Klubbens formand Poul Rasmussen på 86 42 15 51
Lyt med da Poul Rasmussen besøgte Radio Alfa