Psykologisk behandling kan mindske smerterne og øge livskvaliteten for patienter behandlet for brystkræft, viser et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet
Ca. 4.800 kvinder i Danmark rammes hvert år af brystkræft, der er den mest hyppige kræftform blandt kvinder. Behandlingen er forbedret de senere år, og i dag overlever 85% af de kvinder, som bliver diagnosticeret med brystkræft. Mange kvinder oplever fysiske eftervirkninger af deres sygdomsforløb, f.eks. smerter, selv længe efter behandlingen er afsluttet. 
Netop denne udfordring danner baggrund for forskningsprojektet ”mindfulness og vedvarende smerter” for kvinder behandlet for brystkræft, hvis resultater netop er blevet accepteret i et de mest anerkendte internationale tidsskrifter, Journal of Clinical Oncology.
I undersøgelsen blev 129 kvinder, som oplevede moderate til svære smerter efter deres brystkræftbehandling, tilbudt at deltage i et forsøg, hvor de enten modtog et 8-ugers forløb med Mindfulness-Baseret Kognitiv Terapi (MBKT) eller kom på en venteliste.
Resultaterne viste, at kvinderne i MBKT-gruppen oplevede færre smerter, havde højere livskvalitet og brugte mindre smertestillende medicin end kontrolgruppen i op til 6 måneder efter at have deltaget i programmet.
“Resultaterne af vores undersøgelse kan få betydning for mange kvinder behandlet for brystkræft. For nogle af kvinderne vil smerterne forblive en del af deres hverdag i mange år – og for nogle måske endda resten af livet”, siger Maja Johannsen, psykolog, PhD-studerende og koordinator af projektet. der udgår fra Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi ved Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.
“Ved at tilbyde dem et otte-ugers MBKT program, oplever de gennem meditationsøvelser nye måder at forholde sig til deres smerter på. Resultaterne tyder på, at vi kan lindre deres smerteoplevelse og øge deres livskvalitet”.
LandsdækkendeBaggrunden for projektet med mindfulness er en landsdækkende undersøgelse af 1.905 danske kvinder behandlet for brystkræft, hvor forskere fra Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi har undersøgt forekomsten af smerter 7-9 år efter deres brystkræftoperation. Resultaterne er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift, Breast Cancer Research and Treatment.
“Resultaterne viser, at ca. hver femte kvinde oplever smerter næsten dagligt eller flere gange dagligt. Set i lyset af, at der er tale om kvinder, som har afsluttet deres behandling for adskillige år siden, peger dette på en væsentlig udfordring i forhold til at afhjælpe smerter blandt tidligere brystkræftpatienter”, siger en af forskerne bag undersøgelsen – professor, dr.med., Bobby Zachariae fra Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi.