”Natur uden alder” er temaet for årets udgave af Naturens Dag, som markeres med arrangementer over hele landet. I Randers Kommune er der tre muligheder for spændende oplevelser i tre forskellige naturområder
 
Søndag 11. september fejres naturen overalt i landet i anledning af Naturens Dag. Temaet for i år er ”Natur uden alder”, og formålet er at skabe opmærksomhed om mulighederne i den nære natur for alle aldersgrupper.
”Vi glæder os hvert år over, at så mange foreninger, kommuner og frivillige bakker op om Naturens Dag. Vi vil gerne åbne naturen som et rum for oplevelser, glæde og fællesskab for alle aldre. Med årets tema håber vi, at både børn, unge og voksne tager hinanden i hånden og sammen går på opdagelse i vores smukke, sjove og spændende i natur,” siger Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet.
I Randers er der hele tre spændende arrangementer at vælge mellem, og de foregår i hver sit naturområde.
 
Sejlads, bålhygge, vinterbadning og naturopgaver
På Randers Naturcenter kan man lave sit eget foderbræt i træ og pileflet og hygge sig med forskellige bålaktiviteter. Man kan blandt andet bage pandekager over bål og prøve kræfter med træbrænding med brændejern. Der er også muligheder for at få en sejltur på Gudenåen og fange smådyr i naturcenterets lille sø.
”Vi lægger op til en dejlig sensommerdag for hele familien på tværs af generationer og med flere meget børnevenlige aktiviteter,” siger Helle-Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.
Arrangementet foregår mellem klokken 10.00 og 14.00, og gæster er velkomne til at medbringe en madkurv.
Ved kajakbroen i Udbyhøj Havn bliver der fyret godt op i saunateltet, og gæsterne bliver introduceret til vinterbadning i Randers Fjord. Arrangementet starter klokken 10.00 og er arrangeret af Randers Kommune i samarbejde med Naturpark Randers Fjord.
På Nordre Fælled er der mulighed for på tværs af generationer at lave små forsøg og løse opgaver om naturen. Man kan også hygge sig til tonerne af musik i det fri og tage med på guidede ture i Nordre Fælled.
Arrangementet starter klokken 10.00 på Naturlegepladsen. Der er indgang ved busstoppestedet på Garnisonsvej overfor nr. 36. Det er Nordre Fælleds Venner og Randers produktionshøjskole, der står for arrangementet.