Randers Sommerrevy har allerede før premieren sat en ekstra opførelse ind i programmet. For billetterne sælger som aldrig før. Revyen har her på niende år fået godt tag i randrusianerne og er blevet en revy som de danske revyskuespillere gerne vil medvirke i
 
“At vi allerede før premieren kan melde om endnu en forestilling, er et udtryk for at revyen har udviklet sig til et brand af høj kvalitet både musikalsk og satirisk”, siger skuespiller i revyen på niende år Lone Rødbroe.
I år består revyholdet af Jacob Morild, der er med for fjerde gang, Karsten Jansfort, der er med for anden gang. Jeanne Boel, der ligeledes er med for fjerde gang og så Lone Rødbroe, der har været med fra starten for ni år siden. Samme rekord har kapelmester Thomas Pakula  også. Han har været med alle ni år. Sidste år løb han med prisen som Årets Revykomponist ved Revyernes Revy på Dyrehavsbakken.
Sidste år så 3.416 publikummer revyen i Pakhuset med tilhørende spisning. Og i år kan tallet altså komme længere op med den ekstra forestilling.
Lone Rødbroe mener, at man kan få en anerkendt revy og et godt brand, hvis holdet på scenen er professionelle og leverer varen fra år til år.
“Randers Revyen er blevet anerkendt, fordi vi altid har et godt og professionelt hold på scenen. Det er skuespillere, der er etableret i genren, og de leverer varen hver gang. Man kan altså ikke sætte hvem som helst på scenen”, siger hun.
Og med det mener hun, at med det prøveforløb, der er er der lagt op til, at folkene på scenen skal være professionelle til fingerspidserne. Øveforløbet starter ud med to dage i København. Derefter går hver især hjem og læser op på teksterne i to uger. Og til sidst er der halvanden uges prøveforløb på scenen i Randers, der kun til allersidst er bygget færdig til premieren.
“Der er ikke plads til så mange omveje her. Og heldigvis står vi ikke med numre, hvor vi tænker om de skal med eller ej. Det materiale vi får passer til revyen og kommer med. Der er vi heldige, at vi alle sammen vil ud af den samme badebro”, siger Lone Rødbroe.
Hun mener at efter ni år har revyen nu fundet sin balance.
 
En over snuden
Og hvad kan man så forvente sig af dette års revy. Får vi noget med 2025 planen med for eksempel?
“Nej kun i bemærkninger hist og her. Og det har vi Jacob Morild til – han er rigtig god til det”, siger Lone Rødbroe.
For det er svært at røre ved en sag, der rykker sig hele tiden som 2025-plan diskussionen jo gør. Den udvikler sig fra dag til dag og det nytter ikke noget at have noget med som falder til jorden hos publikum.
“Man skal passe på med de politiske sager, for den kan være død efter halvanden uge og så sidder folk bare og måber for de kan ikke huske, hvad sagen handlede om. Det går jo stærkt i medierne og der kan vi jo ikke følge med”, mener hun.
Dog får grænsekontrollen sin sag for ligesom smykkeloven og begrænsningen af flygtningestrømmen. Også Christian Keller gate er med ved bemærkninger hist og her og integrationen og ghettodannelser
“Det har vi faktisk fingeren vældig meget nede i”, griner Lone Rødbroe.
Også hjemmerøverier, rumænske rengøringspersonale og curlingfædre får en over snuden.
“Og så de der røven ud af stråhatten numre”, supplerer Thomas Pakula.
Det musikalske fylder som altid 50 procent i revyen, der er monologer, sketches, viser og potpourrier.
“Og så er det jo sjovest, hvis man kan synge og spille, ikke?!”, siger Lone Rødbroe.
Og det kan Lone Rødbroe. Det randrusianske publikum ser hende altid for fuld skrald på diverse instrumenter, og det går de heller ikke glip af i år.
“Man har set mig på mange instrumenter, men i år får den på alle tangenter med tågehorn, bjælder, klokker og flasker”, griner hun.
Nogle numre er nyskrevne til Randers andre igen er genbrug fra andre revyer, men måske passet ind så de også går i Randers
“Men det er ikke et greatest hits fra revy-Danmark det her. Numrene er sat sammen så de passer lige netop til Randers”, lover hun.
“Dette lokale er anderledes end for eksempel teaterlokalet i Sønderborg, så du kaster ikke bare et nummer ind i revyen, der har været brugt der”, siger Thomas Pakula.
“Vi lavede engang et med fodbold, som vi åbnede med i Odense om OB – den gik rent hjem. Vi tog den også med i Aalborg og lavede det om til Aab, men den faldt helt til jorden, og blev taget af allerede efter den første aften. Så det er ikke alt, der går alle steder”, fortæller Thomas Pakula.
I Randers er de blevet rigtig gode til at lave en helhed og det er derfor at revyen er blevet så populær, mener Lone Rødbroe.
“Men vi skal for alt i verden ikke bare lave et lokalt nummer, det synes jeg ikke”, siger hun.
 
Skal være sjovt
Målet med revyen er at folk får en glad og sjov aften i byen, mener Jeanne Boel.
“Vi har da selv haft stort grineflip et par gange. Den anden dag måtte jeg da krydse benene og tissede lidt i nederdelen”, griner Jeanne Boel.
“Jeg har aldrig grinet så meget til en prøve før”, supplerer Thomas Pakula og griner igen.
“Vi fik det ene grineflip efter det anden den dag”, siger han.
Og det er også derfor skuespillerne bliver ved med at vende tilbage til Randers.
“Fordi det er en stor legeplads. Vi kunne jo godt have valgt at holde ferie i stedet for, men vi skal lige have den her revy i Randers med også”, siger Jeanne Boel.
Karsten Jansfort kan heller ikke lade være med at gå tilbage til Randers.
“Det er skide hyggeligt, et nemt job at gå til med meget ukomplicerede tekster. Og jeg går altså aldrig tilbage til en fuser”, griner han og går tilbage til at læse sine tekster igennem en ekstra gang inden holdet skal på scenen – denne dag uden Jacob Morild, der lige skulle en smut til København. Men ellers bliver der øvet intenst af hele holdet op til premieren onsdag i denne uge.
“Branchen higer efter arbejdspladser som denne”, siger Jeanne Boel.
“Og hvis det handler om at holde revyen i live, så slår man da til”, siger hun bestemt.