Randers Skøjtebane er populær både i Danmark og i udlandet, fordi banen så godt som hvert år er den første skøjtebane, der åbner, den bane der kører længst tid, og en af de baner der er bedst besøgt. Også målt med de fire største byer i Danmark.
Herudover har det indkøbte materiel i 2004 været så fremragende, at det stadig er i fuld funktion. Der er selvfølgelig med tiden tilført ændringer og nyt materiel, men selve ”grundstammen” har været et billigt og godt køb for Randers Kommune.
Lederen af Underværket og Randers Skøjtebane, Poul Jeberg, er inviteret af Swedish Ice Hockey Association til Gøteborg for at fortælle om Randers Skøjtebane med titlen ”Randers Skøjtebane en social og folkelig aktivitet”. Dette foregår 9 og 10. september til Arenadagarna 16, en svensk messe hvor leverandører, driftspersonale, baneejere og brugere mødes. Der vil være udstillinger og seminarer med temaet ”Anläggningsutveckling og World Cup/NHL”.
Poul Jeberg undrede sig selvfølgelig over, at netop svenskerne skal hente erfaringer og viden fra Randers, men som det blev sagt af arrangøren: ”nu vil vi gerne snart se og høre om den bedste danske udendørsbane”. De var trætte af ikke at vide hvem, hvor og hvordan skøjtebanen i Randers blev drevet.
“Selvfølgelig deltager vi i Sverige, ligesom vi i Underværket gennem mange år har undervist og deltaget ved større EU konferencer i Paris, Bruxelles mv. Det er jo vores by, de vil høre om,” siger Poul Jeberg.