En 65-årig taxachauffør har mistet livet i en trafikulykke i Randers-bydelen Vorup.  
 
Ulykken i morges skete ved, at manden kørte ind i en have og påkørte et træ på Obovej, oplyser politiet.
 
En ambulance blev tilkaldt, og personalet ydede førstehjælp til manden, der blev fundet livløs. Men mandens liv stod ikke til at redde.
 
Politiets foreløbige undersøgelser tyder på, at føreren fik et ildebefindende og blev bevidstløs inden uheldet, hvorefter bilen kørte ind i haven og påkørte træet.
 
De pårørende til den 65-årige er underrettet.