Man kan på lørdag 8. oktober tage familie, venner og kolleger med på Randers Naturcenter, og samtidig støtte op om kampen mod brystkræft, når Kræftens Bekæmpelses Brystkræftgruppe i samarbejde med Randers Naturcenter og lokalforeningen i Randers arrangerer Lyserød Lørdag
 
Arrangementet åbnes af Randers Kommunes borgmester Claus Omann Jensen der også klipper snoren til trave- løbe- eller cykeltur. På vandreturene er der guider fra Naturcenteret med. Man kan gå, løbe eller cykle enten 3,5 kilometer eller 7,4 kilometer omkring Gudenå og Vorup Enge.
Derudover er der opvisning med Randers Cheerleaders, der netop har vundet syv medaljer ved DM i Cheerleading. Nils Segalt underholder med lirekassemusik ved indskrivningen, og Birthe Stegmann skaber stemning med sin harmonika, mens der drikkes kaffe.
Fra klokken 12.00 er der indskrivning og tilmelding til turene, og deltagergebyret på 25 kroner går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. Der kan betales med MobilePay. Kage og kaffe koster 25 kroner, og beløbet går også ubeskåret til det gode formål.
Det samme gælder de lyserøde pandekager, som frivillige ved Randers Naturcenter tilbereder og sælger på dagen.
“Vi håber rigtig mange vil bakke op om arrangementet, så vi kan støtte brystkræftforskningen, siger Hanne Falk, kampagneleder Lyserød Lørdag.
Sidste år deltog omkring 80 i dagen på Randers Naturcenter, og arrangørerne håber at endnu flere vil deltage i år og støtte op i kampen mod brystkræft.
Tilmelding kan ske på dagen og via facebooksiden: “Lyserød Lørdag i Randers” . Betaling foregår på dagen.
 
Hyppige tilfælde
Brystkræft er et af Kræftens  Bekæmpelses markante indsatsområder. Brystkræft er stadig den hyppigste kræftform blandt kvinder i Danmark med ca. 4.900 nye tilfælde pr. år. 
Lyserød Lørdag er med til at sætte fokus på og samle ind til brystkræftsagen.
“Det gør vi i Randers lørdag 8. oktober, hvor Randers Naturcenter danner rammen for, at byens borgere kan samles om den vigtige sag”, fortæller Hanne Falk.