Danske, australske og tyske skytter til Romalt
 
Man har hørt om 24-timers-motorløbet Le Mans og om almindeligt 24 timersløb af atletikfolk, og nu kommer der 24 timers bueskyttestævne.
Det er Randers Bueskyttelaug, der i weekenden 15.-16. oktober afvikler Eat Sleep Archery i Romalt aktivitetshal.
”Ideen er at afholde et stævne for hold, hvor skytterne skal holde pilene flyvende i 24 timer. Fra 12.00 lørdag til 12.00 søndag. Med andre ord et Le Mans for bueskytter,” lyder det fra Peter Fogh Andersen fra arrangørgruppen.
”Ideen startede for et års tid siden, da vi sad nogle stykker og snakkede om, hvor fedt det var for år tilbage, da der blev afholdt noget lignende i klubben. Ideen blev, at det skulle slås internationalt op og så se, hvad der skete,” fortsætter Peter, der fra start var sikker på, at man jo nok måske kunne skrabe danske skytter sammen til 20-25 hold. ”Og kom der så et tysk eller svensk hold, var det fedt…….”
Sagde de dengang.
De undervurderede interessen.
”For det viste sig, at interessen var langt større, end vi overhoved havde forestillet os. Vi har fået plads til 44 hold i hallen, og der er alt udsolgt. Blandt skytterne kan nævnes seks danske og to australske landsholdsskytter samt ni tyske skytter,” siger Peter Fogh Andersen, der derefter gik på jagt efter et par hovedsponsorer. Det blev også en succes, og sponsorater til præmier har langt oversteget arrangørernes forventninger med sponsorer fra både ind og udland.
”Vi har effekter for landets største præmiesum på højkant og må sige, at vi har ramt noget, der har skabt interesse verden rundt,” siger Peter Fogh Andersen.