På torsdag 27.oktober holder Kulturelt Samvirke endnu et fyraftens debatmøde denne gang med fokus på kunsten i det offentlige rum
 
Kulturelt Samvirke har i flere år med succes afholdt kulturdebatter, bl.a. ”Kulturliv Randers?”, ”Kvalitet og Nærvær” og sidste år ”Hvem sponsorerer kulturen i Randers?”. Nu er tiden igen kommet til at diskutere og debattere kulturen, denne gang med emnet ”Kunst og kultur i det offentlige rum”.
Lise Jeppesen, Randers Kunstmuseum og Claus Ørsted, Cykelbørsen indleder og giver deres bud på hvorledes de synes det går med kunsten og kulturen i Randers.
Alle er velkomne til at deltage i kulturdebatten. En debat, der bl.a. kan bevæge sig henover hvordan det går med Byportene, der var igangsat i borgmester Keld Hüttels tid, til de kunstneriske udtryk man kan opleve i byens gader og på byens pladser. Er byportene gået i stå? Hvorledes vedligeholdes byens skulpturer? Hvem bestemmer, hvad vi skal se og høre? Er denne kulturarv vigtig? Hvad sker der i Hospitalsgade? Hvor forsvinder ”Pigen i Åen” hen?
Kulturdebatten 2016 afholdes torsdag 27. oktober kl. 16.00 på Underværket.