Tørklædet var trukket godt op over næsen hos flere af de studerende fra markedsføringsøkonomuddannelsen på Erhvervsakademi Dania, da de først i oktober var på rundvisning på Randers Centralrenseanlæg. Rundvisningen var ellers en oplagt mulighed for at indånde atmosfæren på en af byens vigtige arbejdspladser som optakt til et samarbejde, hvor de studerende skal løse en helt konkret opgave hos Randers Spildevand.
“Vi har i løbet af det seneste års tid taget et nyt anlæg i brug, som gennem effektiv afvanding af slam mindsker både CO2-udledningen og vores energiforbrug. Til anlægget hører to lastbiler, som transporterer det afvandede slam ud til lokale landmænd, og dem vil vi gerne gøre noget særligt ud af. Derfor er vi rigtig glade for samarbejdet med de studerende, der i løbet af efteråret skal komme med deres bud på, hvordan vognene kan udsmykkes”, siger Marianne Slot, der er leder af HR & forretningsudvikling hos Randers Spildevand.
Både Marianne Slot og Bo Sybrandt Hansen, der er lektor på Erhvervsakademi Dania, glæder sig til at se, hvad de studerende kan få ud af opgaven. For Bo Sybrandt Hansen er det især vigtigt, at de studerende får en forsmag på det arbejdsmarked, de snart skal ud at være en del af.
­”På Dania lægger vi meget vægt på, at vores studerende arbejder med praksisnære opgaver og virksomheder fra virkelighedens verden, fordi det gør deres studie både mere interessant og mere relevant for arbejdsmarkedet. Hvis samarbejdet med Randers Spildevand bliver en succes, kan et par af de studerende endda ende med at se deres design køre rundt i Randers, hvilket helt klart også vil pynte på deres CV. Så jeg er sikker på, at alle parter får noget ud af det her samarbejde”, siger Bo Sybrandt Hansen.