Hallen skal danne ramme om et inspirerende og inkluderende idrætsmiljø
 
Den længe ventede atletikhal på Langvang, der officielt får navnet Langvang Atletik- og Multihal, forventes klar til brug i december.
Bekræfter Helle Sølvsten, der er formand for Freja Atletik og kvinden, der i flere år er gået forrest i kampen for at skaffe atletikfolket ordenlige faciliteter efter flere år som nomader, der er blevet drevet rundt fra sted til sted under ikke altid lige acceptable og hyggelige forhold.
”HHallen skal iflg. de seneste informationer, vi har fået, være klar til indvielse 16. december. Det glæder vi os meget til. Og vi kunne ikke tænke os en bedre julegave,” siger Helle Sølvsten.
Hallen, der etableres som en kommunal hal, drives sammen med et samarbejdsudvalg bestående af repræsentanter fra de idrætsforeninger, der dagligt benytter hallen og idrætscentret, Den selvejende institution Langvang, Café Langvang, en facilitetsmedarbejder og endelig i en tidsbegrænset periode på ét til to år en medarbejder fra kultur- og fritidsforvaltningen.
Samarbejdsudvalget skal bl.a. fordele timer i hallen samt optimere hallens udnyttelse, igangsætte nye idrætsindsatser og  i opstartsfasen udarbejde fælles værdisæt og retningslinjer for adfærd og brug af hallen.
 
Mange ekstra timer
 
Hallen og det samlede anlæg giver med de mange kvadratmeter mulighed for, at flere brugere kan dyrke idræt samtidigt. De mange ekstra udlejningstimer i løbet af dagen giver ligeledes mulighed for at nytænke og igangsætte idræts- og bevægelsesindsatser for både nuværende og kommende idrætsforeninger på anlægget, men også mellem f.eks. sundhed- og socialområdet, børn og skole samt foreningsidrætten.
Til at sikre dette tilknyttes altså indtil videre en facilitetsmedarbejder, der i tæt dialog med samarbejdsudvalget og øvrige interessenter og samarbejdspartnere bl.a. skal understøtte idrætsforeningerne i deres daglige virke og udvikling.
Lejeprisen for hallen er 60 kr. pr. time (2016-niveau) for godkendte folkeoplysende foreninger. Hvis to eller flere foreninger træner på samme tidspunkt, betales et gebyr på 40 kr. pr. forening pr. time. I budgettet (2016-niveau) er afsat 932.000 kr. til drift af hallen.
 
Navn ændret
 
Kultur- og fritidsforvaltningen havde i indstillingen til kultur- og fritidsudvalget foreslået, at hallen skulle have navnet Langvanghallen.
Med begrundelsen, at man med det navn signalerer multifunktionaliteten. Desuden ville det – iflg. forvaltningen – angive et præcist bestemmelsessted i Randers (Langvang Idrætscenter), hvilket skaber en ensartethed omkring navngivningen af hallerne i Randers (Hornbækhallen, Dronningborghallen, osv.).
I forbindelse med en eventuel udvidelse af hallen ønskede forvaltningen dog mulighed for at ændre navnet på hallen.
Alt af forvaltningen indstillet til kultur- og fritidsforvaltningen blev vedtaget – bortset fra navnet. Den tidligere kultur- og fritidsudvalgsformand Ellen Petersen ønskede en konkurrence i forbindelse med navngivning, mens Susanne Ringe Sørensen ikke deltog i sagens behandling, der endte med, at udvalget ændrede navnet til
Langvang Atletik- og Multihal.
Og det passer Helle Sølvsten fint.
”Der skal være atletik i navnet. Det er atletikken, der bliver hovedaktiviteten. Og ved at tilføje multihal sender man signalet om, at hallen kan bruges til meget andet…”
Helle Sølvsten & co. deroppe på Langvang glæder sig.
”Hallen i Randers bliver noget helt unikt i dansk atletik. På det punkt er vi Århus klart overlegen. Vort nomadeliv er slut. Nu får vi en kæmpehal med superfaciliteter,” siger en tilfreds atletikformand.