På Teaterskolen Kastali’a er børnene ikke bare teaterelever, de er kulturformidlere. I næste uge er teaterskolens elever klar til at formidle sæsonens afslutningsforestillinger til deres jævnaldrende kammerater.
 
“Vores teaterelever er lyslevende kulturformidlere”,siger Lisbeth Nielsen, der er daglig leder af Teaterskolen Kastali’a. Teaterskolen afslutter sæson 25 i næste uge med otte forestillinger med børn og unge i alderen 8 – 18+ som aktører på scenen.
“Traditionen tro spiller vores elever for forældre og søskende om aftenen, men om formiddagen spiller vores elever for deres jævnaldrende klassekammerater, og det er noget ganske særligt”,mener Lisbeth Nielsen.
Det er tredje sæson, at Teaterskolen Kastali’a udbyder skoleforestillinger. Et initiativ, teaterskolen har tænkt sig at holde fast i.
“Initiativet med skoleforestillingerne blev til på baggrund af den aktuelle kulturpolitik,hvor der lægges vægt på, at kultur og kreativitet tænkes ind i skoledagen”,fortæller Lisbeth Nielsen, og tilføjer:                                                                              
“Vi tilbyder skolerne et alternativt og kreativt læringsrum, hvor børn formidler for børn. Det er noget ganske særligt, og derfor har vi valgt at holde fast i skoleforestillingerne”.
 
Otte forskellige
Såvel teaterskolens elever som undervisere glæder sig til at præsentere denne sæsons afslutningsforestillinger. Forestillingerne er vidt forskellige både i form og indhold. Mens nogle af eleverne har kastet sig over en noget anderledes udgave af Alice i Eventyrland forestillingen ”Er du gal, Alice?”, har andre udforsket folk og fæ i Narnia i forestillingen ” Det sidste nye skrig – en frygtelig morsom historie”. Andre igen arbejdet med myter, legender og spøgelseshistorie”. Det er blevet til forestillingen ”Myte eller sandhed?”. Forestillingen ”Skabet” handler om et meget mystisk og mærkeligt klædeskab, og bliver spillet af teaterskolens yngste elever.
De ældste elever har arbejdet med normalitetsbegrebet. Det er blevet til forestillingen ”Vaske ægte”.  Flere af teaterskolens elever har været optaget af det dér med at være underlig, unik og skille sig ud fra flertallet. Det er blevet til forestillingen ”Du er ikke underlig, du er unik”. Andre igen har undersøgt forskellen mellem drenge og piger i forestillingen ”Forskellen er ens”. Andre elever har kastet sig ud i et teatereksperiment med få replikker og masser af situationer. Eksperimentet har fået titlen ”Word Zombie”.
Alle interesserede kan købe billetter på billetto.dk.