35-årig Randers-løber skriver sig ind i historiebøgerne på Antarktis i næste uge – sidste forhindring skal klares i 20 graders frost
 
Den 35-årige Signe Simonsen fra Randers satte sig for år tilbage ét mål: Hun ville løbe maratonløb på alle syv kontinenter. Det startede i juni 2012 i Sydafrika, og sidste etape foregår i næste uge på Antarktis.
For som Signe siger: ”Man skal gøre det, mens man kan…”
Når hun krydser målstregen på Antarktis, skriver hun sig ind i historiebøgerne som den første danske kvinde, der har gennemført løb på alle syv kontinenter og derfor optages i ”The 7 Continent Marathon Club.”
I klubben, der tæller 159 personer over hele verden (126 mænd og 33 kvinder) er to danske mænd, men endnu ingen dansk kvinde, og tidligere har kun en dansk kvinde gennemført på Antarktis.
Den antarktiske Ice Marathon er eneste maratonløb i Antarktis Circle på Antarktis fastland. Løberne skal i aktion cirka 2.000 kilometer længere sydpå end andre maratonbegivenheder.
Signe, der efter bl.a. seks år som officer i det danske forsvar nu læser International MBA (Master of Business Administration) i Århus, startede som nævnt i Sydafrika i juni 2012, og siden er det gået slag i slag med bl.a. tre løb på et halvt år i 2014.
De syv ture kloden rundt:
– Sydafrika juni 2012
– Myanmar i Asien i november 2013
– Schweiz juli 2014
– Grønland oktober 2014
– Australien december 2014
– Peru i Sydamerika i juni 2015.
Og nu venter så Antarktis.
Den klarer Signe også, for intet har kunnet stoppe hende.
Og dog…
For i 2013 var uheldet ude, da hun skulle have løbet i Schweiz, men dagen inden starten rev hun et ledbånd i venstre fod over. Tre måneder efter var hun dog klar igen og stillede op i Myanmar i Asien, hvor hun traf bl.a. den 51-årige bornholmer Jesper Floyd Kristiansen, der sammen med sin polske kone deltog i samme løb.
Jesper er også med, når det går løs på Antarktis. Det er også hans sidste af syv løb, så også han kommer i det fornemme selskab.
Et ødelagt ledbånd kunne stoppe hende, men det kan vilde dyr på den afrikanske savanne ikke og ej heller 40 graders varme i Asien og Australien.
Overvundet blev også styrtregn i alperne i Schweiz med mange skadede løbere, der blev fragtet til hospital i redningshelikoptere, 20 cm. sne på Grønland, mærkelige lyde fra bushen i Australien og senest en umenneskelig rute i Peru, hvor Signe undervejs var en time om at klare en stigning over en strækning på én kilometer.
Signe ville i mål. Og kom det.
Så hun er rustet til udfordringerne på Antarktis, hvor man forventer temperaturer på minus 20 grader og kraftige vinde.
Signe rejser fredag, og løbet er sat til at starte torsdag 24. oktober, men da vejret er uforudsigeligt, er der stor chance/risiko for, at løbet bliver udskudt.
Forberedelsen til løbet finder sted i Punta Arenas i det sydlige Chile, og når der er accept fra piloten, bliver deltagerne fløjet til den internationale forskningsstation ved Union Glacier, det sydligst ”beboede” punkt i verden. Løberne indkvarteres i to-personers-telte, som bliver opvarmet af solen (maksimumtemperatur er 15 grader).
 
De værst tænkelige scenarier
Signe, der løber tre-fire gange om ugen og omkring 30-40 km ugentligt, er ikke medlem af nogen klub og stiller ikke op i andre mere almindelige løb. Hendes træningsforberedelser er heller ikke helt almindelige.
Hør blot:
Hun kan finde på med vilje at tage for lidt eller for meget tøj på, løbe i våde strømper, løbe lange ture i nye sko, løbe i midten af et hjulspor, bevidst tage for lidt vand med på turen eller spise et godt måltid lige inden en lang løbetur.
Så er det man spørger: ”Hvorfor i alverden?”
Signe har gode argumenter.
Hun bruger ganske enkelt træningen til at sætte forskellige scenarier op og forestille sig og forberede og ruste sig på det værst tænkelige. ”Så får jeg mulighed for at mærke kroppens reaktioner og får samtidig en bedre forståelse af, hvor mine “rigtige” grænser går. Jeg forsøger at være så forberedt som muligt. Når uforudsigelige ting opstår, er jeg parat til at håndtere dem. Jeg skal og vil være forberedt på alt. For jeg vil gennemføre. For enhver pris…”
Siger Signe, der har fået mange uforglemmelige øjeblikke og oplevelser, mens hun har kæmpet sig frem over hele kloden.
Minderne står i kø.
Afrikanske bands, der spillede og animerede hende til at fortsætte, da det var hårdt på sletten i Sydafrika.
Vandregrupperne, hun helt alene mødte i Peru. Vandrere fra alverdens lande, der mente, at løberne var mere skøre…
Starten i Peru, der foregik i mørke med pandelampen tændt og splitsekundet, da Signe pludselig opdagede to lys lige foran sig. Lys, der viste sig at være øjnene på en ko på vejen…
Der er mange udfordringer udover de rent fysiske undervejs.
For hvad gør man, hvis man har behov for et toilet?
”Det kan lade sig gøre,” smiler Signe, der dog ikke vil løfte sløret for, hvordan hun klarer det og erkender, at hun i et tilfælde ikke afveg fra ruten.
”For det puslede så underligt ude i buskadset ved siden af løbsruten, så jeg måtte vist hellere holde mig på stien….”
 
Får det hele med
Signe har fået mange oplevelser i løbene verden rundt.
”Jeg får jo det hele med undervejs. Alle lydene. Alle duftene. Alle mine sanser får deres behov opfyldt,” lyder det fra Signe, der finder frihed i at løbe og i tiden med løbene har arbejdet meget med sig selv.
”Jeg har udviklet mig alene og med andre og har gennemgået forskellige processer, som kan overføres direkte til arbejds- og privatliv,” siger Signe, der også har formået at flytte fokus, når det er rigtig hårdt – væk fra sig selv og ud på de ydre omgivelser i naturen.
Hendes motivation er bl.a. ønsket om at blive “forstyrret” i sit verdensbillede af mennesker og kultur.
”Uforudsigeligheden, overraskelsesmomentet og min udvikling som menneske. Jo, der er rykket grænser. Og endelig er min horisont blevet udvidet ret kraftigt,” siger Signe, der også kalder løb som helhed og løbene for en god adspredelse til studierne, som hun afslutter til sommer.
Så er det, man spørger, hvad hun så kan finde på.
”Jeg har p.t. ingen planer for fremtiden. Et nyt projekt? Ja, det bliver det nok til, hvis jeg kender mig selv ret…”
Siger hun og griner.
”For man skal jo gøre det, mens man kan….”