38 folkeskoleelever fra Randers Kommune er blevet medlemmer af Randers Fælleselevråd. Målet med det fælles elevråd er, at bringe fokus på elevernes holdninger, og dermed være elevernes talerør. Randers Fælleselevråd er et forum for udveksling af idéer og finde løsninger på relevante problemstillinger, som et elevråd møder i sit arbejde. Rådet kan også være sparringspartner for embedsmændene i Børn- og Skoleafdelingen såvel som for byrådspolitikerne, når der træffes beslutninger om folkeskolen i Randers Kommune.
Søren Emil Krog, der går i 8. A. på Langå Skole, hvor han er næstformand i skolens elevråd, er blevet valgt som fælles elevrådets formand, da der for nyligt var konstituerende møde.
”Jeg synes, at det er en rigtig god ide med sådan et fælles elevråd til at finde fælles løsninger. Vi kan inspirere hinanden skolerne imellem,” siger Søren Emil. Han mener også, at arbejdet i det fælles elevråd bliver mere engagerende og udbytterigt end i de enkeltstående elevråd. ”Det er godt at mødes med nogen, som har samme interesse. Det kan til tider være lidt svært at få nogle gode diskussioner i gang hjemme på skolen, ” forklarer han.
Marlene Sander Andersen fra 9.B på Korshøjskolen er gået ind i elevrådsarbejdet for at gøre en forskel. På sin egen skole er hun formand for elevrådet, imens hun er blevet valgt til næstformandsposten i det fælles elevråd.
”Det er spændende at gøre en forskel og være med til at lave en god skole for andre. Jeg er også sikker på, at det fælles elevråd vil kunne gøre en forskel. For eksempel kunne jeg forestille mig, at vi i fællesskab vil kunne lave en god skraldekampagne, så skolegårdene ikke bliver svinet til med skrald, ” forklarer Marlene.
 
Skole for alle
Første opgave for det nye fælles elevråd bliver at involvere sig i den proces, som skal udvikle ”Skole for alle”, som et led i den fælles kommunale inklusionsstategi.
”Folkeskolen skal være for alle, og alle skal have de bedste betingelser for at blive så dygtige, som de kan. Det handler både om at kunne give nok udfordringer til den fagligt dygtige elev, samtidig med at man understøtter de elever, som fagligt har det svært. I den forbindelse er det helt naturligt at spørge dem, som det hele drejer sig om – nemlig eleverne. Og det gælder i øvrigt også i alle andre aspekter af folkeskolen. Vi skal både have personale, forældre og eleverne på banen,” siger konstituerende skolechef Henrik Johansen.
Torsdag 1. december mødes det fælles elevråd til temamøde om ”Skolen for alle” i folkeskolen.
Det bliver fællesrådets første bidrag til den inklusionsstrategi, som kommunalpolitikerne skal vedtage i sidste halvdel af 2017.
”Eleverne er hverdagens eksperter i folkeskolen. Det er vigtigt at lytte til den ekspertise. Eleverne gør sig mange tanker, der er vigtige at få med videre ind i fremtiden. Det skal det fælles elevråd på tværs af skolerne være med til at sikre,” siger Anders Buhl Christensen, formand for Børn- og Skoleudvalget i Randers Kommune.